kultur

Grønland på Kulturnatten i København

I morgen fredag løber den årlige kulturnat af stablen i den danske hovedstad. Og igen i år er der masser af aktiviteter i Det Grønlandske Hus

Musikeren Mads Lumholt spiller i Det Grønlandske Hus i København nogle numre fra det kommende album for projektet Sapiik, der er et projekt til fordel for grønlandske unge
Offentliggjort

Som altid er der en masse at komme efter i Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus, når den årlige kulturnat afholdes i morgen fredag i København.

Med hjælp fra Komuuneqarfik Sermersooq har Det Grønlandske Hus fået besøg af børneholdet fra den grønlandske kalattuut-dansetrup N.A.I.P. fra Nuuk. De er ni børn i alderen 8 til 15 år, som viser kalattuut, men som også skræmmer publikum med lidt maskedans.

Derudover kommer musikeren Mads Lumholt og spiller nogle numre fra det kommende album for projektet Sapiik, der er et projekt til fordel for grønlandske unge.

Kunstneren og tegneren af tegneserierne 'De Første Skridt' og eventyrerne om den uheldige Andala kommer og tegner live, mens Lars Sørensen spiller stemningen op med loungemusik.

Det første grønlandske kor i Danmark MIK synger nogle sange i gården.

Danmark-Italien driller
Det Grønlandske Hus deltog for første gang med et program på Kulturnatten i København i 1997, og siden dengang har der hvert år været i omegnen af 2000 gæster.

- I år er konkurrencen dog hård, da der spilles landsholdskamp mellem Danmark og Italien i Parken, men Det Grønlandske Hus håber alligevel, at besøgstallet vil overstige 1000 mennesker i åbningstiden fra klokken 18.00 til 23.30, skriver Nivi Christensen, kultur- og informationsmedarbejder i Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus.

Se tidspunkter og det fulde program på sumut.dk.

Powered by Labrador CMS