Grønland må have adgang til viden

Venstres Jakob Ellemann-Jensen ville sikre Grønlands medindflydelse på dansk forskning i Arktis

Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre mener at Grønland skal have direkte adgang til DIIS´informationer. Foto.: Arktis Media
Offentliggjort

Viden om Arktis. Det bør alle i rigsfællesskabet have adgang til. Især nu hvor Arktis er i fokus.

Det mener folketingsmedlem Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre. Ellemann-Jensen, der er medlem af Folketingets udenrigsudvalg og grønlandsudvalg har overfor udenrigsminister Villy Søvndal krævet en forklaring på, hvorfor Grønland ikke er repræsenteret i Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS' bestyrelse.

Forespørgslen hænger ikke sammen med den kommende offentliggørelse af rapporten om CIA's ulovlige overflyvninger, som DIIS er sat til at undersøge. For sagen er udelukkende at sikre Grønland adgang til informationer og viden.

- Jeg tror egentlig ikke, at grønlandsk deltagelse i bestyrelsen er nødvendig, og jeg har da også noteret mig, at Naalakkersuisut ikke har stillet krav eller forslag om sådan repræsentation, siger Jakob Ellemann-Jensen til Sermitsiaq.AG.

Medlemmet af udenrigsudvalget vil blot sikre, at Grønland, der er en del af Rigsfællesskabet, bliver involveret i udformningen af lovteksten om forskningen i Arktis. Jakob Ellemann-Jensen vil sikre sig to ting:

- For det første at de, der bor i Grønland og dermed er tættest på det specifikke forskningsområde, får indflydelse på de emner, der tages op, fordi Grønland på nogle områder har en særlig interesse heri.

- For det andet er det vigtigt, at man sikrer en nem og direkte adgang til viden og kompetencer indenfor de arktiske forhold, og den viden og de kompetencer findes i særlig grad i Grønland, siger Jakob Ellemann-Jensen, der i øvrigt er søn af forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

- Jeg mener med andre ord, at det er i såvel DIIS' som Grønlands interesse, at man sikrer et tæt samarbejde. Jeg forventer, at vi i lovarbejdet vil nå frem til en formulering, som sikrer dette uden, at man behøver en decideret repræsentation af Grønland i bestyrelsen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Udenrigsminister Villy Søvndal udelukker Grønlands repræsentation i DIIS bestyrelse, men henviser til, at DIIS kan inddrage grønlandske og færøske institutter og embedsfolk i relevante sager.

DIIS bestyrelse er:

Seniorforsker Cecilie F. S. Banke, DIIS
(udpeget af medarbejderne ved instituttet)

formand for Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, Klaus Bustrup
(udpeget af Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde)

lektor Bugge Thorbjørn Daniel, Juridisk Institut, Syddansk Universitet
(udpeget af Rektorkollegiet)

strategisk udviklingschef Niels Henrik Hedegaard, Forsvarsministeriet
(udpeget af forsvarsministeren)

professor Laurids S. Lauridsen (formand), Samfund og Globalisering/Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitet
(udpeget af Rektorkollegiet)

lektor, prodekan Johnny Laursen, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
(udpeget af Rektorkollegiet)

professor MSO Anna Leander, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, Copenhagen Business School
(udpeget af Rektorkollegiet)

ambassadør Marie-Louise Overvad, Udenrigsministeriet
(udpeget af udenrigsministeren)

direktør, professor Finn Tarp, UNU-WIDER og Økonomisk Institut, Københavns Universitet
(udpeget af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv)

lektor Ingolf Thuesen, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
(udpeget af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation)

ambassadør K. Erik Tygesen
(udpeget af statsministeren)

Powered by Labrador CMS