- Grønland har ansvaret for råstoffer
Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer statsministeren for at se passivt til, mens udenlandske selskaber snupper råstoffer i Grønland
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser, at den danske regering bør gribe ind for at sikre, at kinesiske selskaber ikke løber med alle kontrakter på minedrift i den grønlandske undergrund.
Det sker, efter at både Venstre og Dansk Folkeparti har talt for, at den danske regering trods selvstyreloven bør gribe ind og sikre danske interesser bedre, inden det ventede råstofeventyr går i gang her i Grønland.
Men Venstres opfordring hører ikke sammen med, at partiet helhjertet støttede det grønlandske selvstyre, da selvstyreloven blev vedtaget, siger Helle Thorning-Schmidt.
- Jeg håber på, at Venstre stille og roligt kommer tilbage til synspunktet om, at når man har stemt for en selvstyrelov, så skal man også bakke den op i praksis.
- Vi vidste jo godt dengang, at råstofområdet kom tilbage til Grønland, og det har selvfølgelig nogle konsekvenser, at det er grønlænderne, der har ansvaret for råstofferne, siger statsministeren.
Læs "'Kineserlov': Danske politikere mukker efter samråd"
Læs mere fra samrådet i "Valg forsinker 'kineserlov'"
Tirsdag skal Helle Thorning-Schmidt sammen med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd i Folketingets Forsvarsudvalg for at svare på spørgsmål om den stigende kinesiske interesse i Grønland.
Udvalget har bedt om at få uddybet, hvilken dialog regeringen har med det grønlandske selvstyre i forhold til kinesernes stigende engagement i Grønland og den politiske betydning heraf i forhold til selvstyreaftalen fra 2009.
Men Venstre og Dansk Folkeparti skal ikke forvente, at S-R-SF-regeringen vil give ind i de grønlandske beslutninger:
- Hvis man har sagt a og har holdt de fine skåltaler, så må man også være i stand til at sige b, når det bliver praktisk dagligdags politik, siger Helle Thorning-Schmidt.
DF: Regeringen har pligt til at gribe ind
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener dog, at regeringen har pligt til at gribe ind. Uanset hvor meget statsminister Helle Thorning-Schmidt ønsker det, så forsvinder debatten om Grønlands undergrund ikke af sig selv, skriver Thulesen Dahl i sit ugebrev.
- Helt overordnet har Danmark det sikkerhedspolitiske ansvar for Grønland, og vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet, mens Kina er i fuld gang med at sikre sig tilstedeværelse og indflydelse i Arktis, skriver Thulesen Dahl.
Han mener desuden, at et kinesisk mineeventyr i Grønland kan få en række konsekvenser for Danmark, som der endnu ikke er fuldt overblik over.
Han peger blandt andet på problemer med løntrykkeri, arbejdsmiljø og adgang til sygehuse for de kinesiske arbejdere.