Gratis retshjælp til borgere i kystbyer

Den selvejende retshjælpsinstitution IKIU vil i år besøge en lang række byer langs kysten for at yde gratis retshjælp.

Tasiilaq er en af de byer, som IKIU i år vil besøge for at yde gratis retshjælp til borgere, der har behov.
Offentliggjort

IKIU får hvert år omkring 800 henvendelser fra borgere, som ønsker juridisk assistance. 14 jurister yder på frivillig basis hjælp til borgere, som typisk hører til den laveste indkomstgruppe i landet, og som ikke har midler til selv at hyre en advokat.

Målsætning

I en pressemeddelelse gør retshjælpsinstitutionen opmærksom på, at dens målsætning er at styrke borgernes rettigheder i Grønland.

Borgerne efterlyser typisk hjælp inden for disse emner:

  • Vejledning i forståelsen af afgørelser truffet af det offentlige, og vejledning i klagemulighederne.
  • Familie- og socialretlige sager, herunder sager om anbringelse uden for hjemmet, samvær med deres børn, faderskabssager og sager om offentlig hjælp.
  • Arbejdsret, herunder sager om afskedigelser.
  • Gældsforhold, herunder hvordan man kan afvikle gælden, hvis man bliver arbejdsløs eller har status som førtidspensionist eller pensionist.

De fleste henvendelser sker til IKIU’s kontor i Nuuk, men juristerne vil gerne brede hjælpen ud til resten af landet og har derfor planer om at besøge følgende byer i løbet af i år: Ilulissat, Aasiaat, Qasigiannguit, Sisimiut, Maniitsoq, Paamiut, Uummannaq, Upernavik, Ittoqortoormiut samt Tasiilaq.

Opslagstavler

Har man behov for juridisk hjælp, skal man holde øje med opslag på byernes opslagstavler eller på IKIU’s hjemme- eller facebookside, oplyser institutionen, der økonomisk støttes af Civilstyrelsen i Danmark og midler fra Tips- og Lottomidlerne.

Powered by Labrador CMS