landskasse

Glæde over uventet overskud i landskassen

Et uventet overskud på 51 millioner kroner på budgettet for 2016 vækker glæde blandt de politiske partier. Der advares dog også om, at pengene skal bruges med omhu.

Offentliggjort

Der var udsigt til et underskud på 260 millioner på finansloven for 2016. Men resultatet endte i et plus på 51 millioner - altså 311 millioner bedre.

Det glæder Siumuts politiske ordfører Jess Svane.

- I 2016 har vi været heldige og dygtige som land, skriver han i en pressemeddelelse.

Gode fiskepriser
Overskuddet skyldes dels gode fiskepriser på verdensmarkedet. Dels har den økonomiske aktivitet været højere, og det har betydet, at de selvstyreejede selskaber har afleveret mere i selskabsskat.

Det betyder dog samtidigt, at indtægterne kan falde igen, hvis priserne på fisk og rejer begynder at gå den anden vej.

Fortsat stram styring
Naalakkersuisoq for skatter og finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA) manede da også til besindighed, da han fremlagde regnskabet.

- De gode økonomiske resultater må ikke give anledning til, at vi nu slapper af og lader udgifterne stige uden kontrol. Tværtimod er det vigtigt, at vi sørger for at holde en fast kurs og fastholder en stram økonomisk styring, lyder hans udmelding.

- Brug penge på lufthavne
Også fra IAs politiske ordfører Bendt B. Kristiansen lyder der advarende ord.

- Vi må prioritere vore indtægter og forberede os til eventuelt dårligere tider i fremtiden, skriver han i en pressemeddelelse.

Konkret forslår han, at pengene bruges på de nye lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.

- Derfor kan det i princippet være mest hensigtsmæssigt at placere de større indtægter i forhold til Kalaallit Airport A/S og på denne måde realisere forlængelsen af op til flere lufthavne, lyder meldingen fra ham.*

Også Jess Svane (S) mener, at lufthavnene vil gavne den fremtidige udvikling, da der kan skabe nye jobs indenfor turismen. Svane ser i den forbindelse faktisk en fordel i, at der til dels er tale om sæsonarbejde.

- I fremtiden vil vi derfor i højere grad se f.eks. fiskere, fangere og ansatte i bygge- og anlægssektoren kombinere deres hovederhverv med turismejobs, mener han.

LÆS OGSÅ: Landskassens regnskab viser stort overskud

Reformbehov
Direktør for Grønlandsbanken, Martin Kviesgaard opfordrer politikerne til at sætte gang i strukturreformerne nu, hvor der faktisk er penge i kassen.

- Dygtige politikere og et dygtigt Inatsisartut vil selvfølgelig sætte strukturreformen i gang nu, hvor situationen er ganske gunstig, siger han til KNR.

Powered by Labrador CMS