Helligtrekongersaften
GE: Tidlig lukning restauranter er overtrædelse af loven
Departementet for Sundhed overtræder loven med en meddelelse om, at restauranterne kun må holde åben til klokken 24.00 før helligtrekongersdag, skriver Grønland Erhverv
Selvstyret har udsendt en pressemeddelelse om, at værtshuse og restauranter må lukke tidligt fredag, da det skal være helligtrekongersdag dagen efter.
Men det er ifølge Grønland Erhverv overtrædelse af loven.
- Fredag den 5. januar er en helt almindelig fredag, hvor restauranterne må holde åben fra klokken 12.00 – 03.00, hvilket de har gjort siden lovens ikrafttræden i 2000, hvis Helligtrekongersdag falder på en lørdag, siger Grønland Erhvervs sekreteriatschef Karsten Lyberth-Klausen i en pressemeddelelse.
Læs: Tidlig lukning af værtshuse fredag
Han siger, at det er et 'stort problem for restauranterne, når de får et sådant – ulovligt - pålæg med kort varsel, da alle tjenere og musikere allerede er hyret'.
- Det medfører øgede omkostninger for virksomhederne, og sandsynligvis vil en del af dem rejse erstatningskrav mod Departementet, lyder det fra Karsten Lyberth-Klausen.
På den baggrund opfordrer Grønlands Erhverv Departementet til at følge den gældende lovgivning og den praksis, der har været de sidste næsten 20 år.