Fremtidens mode kommer fra havet
Om blot 10 år kan verdens bomuldsproduktion ikke følge med til behovet for tøj. Måske ligger løsningen i havet.

Fiskeskind, tang og sælskind. Fremtidens tøj er ikke lavet af bomuld, men af materialer fra havet, hvis du spørger det nordatlantiske atlantsamarbejde NORA.
Sidste år udskrev organisationen derfor en designkonkurrence for 11 nordiske designere, der fik den udfordring i løbet af en fire dages workshop at designe tøj af materialer fra havet.
Fra Grønland deltog Louise Lynge Berthelsen fra Nuuk Couture:
- Det var meget spændende at deltage - først og fremmest fordi vi, der deltog, var udvalgt blandt rigtig mange ansøgere. Det tøj, jeg designede og syede på de 2½ dage, vi havde til rådighed, blev lavet med tanke på, at det skulle være bæredygtigt tøj, som “normale” mennesker ville kunne gå i, siger hun.
Louise Lynge Berthelsen vandt ikke konkurrencen, men fik en honourable mention – svarende til en tredjeplads.
- Jeg vandt ikke hele konkurrencen - men så meget mere. Viden, nye gode samarbejdspartnere og nye kollegaer og venner, som jeg allerede er i gang med at lave flere nye projekter sammen med, siger hun.

Vinderen af konkurrencen blev færøske Sissal Kristiansen fra Shisa Brand. Hun havde skabt en smuk anorak og rejsetaske i fiskeskind og en kjole i tang med et gult fiskelæderbælte.
Efter konkurrencen blev afviklet på Færøerne i august sidste år, har de forskellige designs og modefotografier, som blev taget af den berømte modefotograf Tommy Ton, rejst verden rundt som en
udstilling. De har blandt andet været vist på modeugen i København og i Italien og Sverige, og interessen har været enorm, fortæller Jákup Sørensen fra NORA, som har været projektleder på projektet.
Se flere billeder fra Blue Fashion Challenge i det nye nummer af Arnanut. Få digital adgang herunder: