spionage
Forsvarsministeren svarer uklart om spionage
IA's medlem af Folketinget Sara Olsvig har nu modtaget svar fra forsvarsministeren på spørgsmål om spionage i Grønland
- Forsvarsminister Nicolai Wammen fra Socialdemokraterne svarer ikke klart, men jeg hæfter mig ved, at forsvarsministeren gør det ganske klart, at der vurderes at være spionage, også i forhold til Danmarks arktiske aktiviteter. Det siger mig, at der er udenlandsk efterretningsmæssig interesse i grønlandske forhold.
Sådan skriver Sara Olsvig, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, i en pressemeddelelse.
Hun sendte for nyligt et paragraf-20 spørgsmål til den danske regering om, hvorvidt den danske regering kunne garantere, at grønlandske politikere eller embedsfolk ikke aflyttes af enten den amerikanske efterretningstjeneste NSA eller af andre interessenter.
Ingen tvivl hos Sara Olsvig
I svaret skriver forsvarsministeren, at, det blandt andet fremgår af Forsvarets Efterretningstjenestes ’Efterretningsmæssig Risikovurdering 2013', at 'klimaændringerne har ført til en markant øget interesse for Arktis’, samt at ’(f)remmede efterretningstjenester, statsstøttede enkeltpersoner og organisationer samt kriminelle organisationer udfører ud fra hver sin målsætning spionage mod danske virksomheder og offentlige myndigheder. Disse virksomheder og myndigheder omfatter dansk forsvar, herunder Forsvarets udsendte enheder og leverandører til Forsvaret. Endvidere er spionagen rettet mod Danmarks politik i forhold til Arktis, herunder Forsvarets aktiviteter i Arktis’.
- Der er for mig ingen tvivl om, at der også holdes øje med grønlandske aktører. Jeg spurgte regeringen meget direkte, om ministeren kunne garantere, at grønlandske politikere og embedsfolk ikke aflyttes. Netop det svarer den danske regering ikke på, men konstaterer bare, at de ikke betragter USA som en efterretningsmæssig trussel, forklarer Sara Olsvig.
Vil stille spørgsmål til Naalakkersuisut
Nicolai Wammen konstaterer også i sit svar, at cybertruslen er en af de alvorligste trusler, og at denne også er rettet mod dansk politik i Arktis.
- Vi bør være mere opmærksomme på denne spionage- og cybertrussel i det grønlandske system, og jeg vil nu stille spørgsmål til Naalakkersuisut om, hvad man vil gøre for at sikre et sikkert cybersystem i det offentlige Grønland, samt om hvad de mener om den spionage den danske regering mener er rettet mod rigsfællesskabets arktiske aktiviteter, siger Sara Olsvig.
Læs hele forsvarsministerens svar til Sara Olsvig