Forsvarer: Desværre en stadfæstelse

Rigets øverste retsinstans hverken skærpede eller mildnede landsrettens dom mod Angut Kleist

Højesteret i København. Foto: POLFOTO/Søren Sielemann
Offentliggjort

- Det blev desværre en stadfæstelse. Jeg havde gerne set en strafnedsættelse. Måske kunne han blot have stoppet med de 63 timer, han allerede har afviklet i forbindelse med dommen på 100 timers samfundstjeneste.

Sådan lyder det fra Wilhelm Malling, forsvarsadvokat for Angut Kleist fra Nanortalik, der blev berømt vidt og bredt, da han ved en fejl fik overført 1,3 millioner kroner fra BRF-Bank til sin bankkonto. Inden politiet nåede at gribe ind, formåede Kleist at bruge 421.500 kroner. Han har siden sagens start hævdet, at han troede pengene stammede fra en lottogevinst, hvorfor han handlede i god tro.

Det mente Landsretten i Grønland ikke. Og altså heller ikke Højesteret, hvis fem dommere fastslår i dommen, at det burde have stået Angut Kleist klart, at han ikke kunne disponere over pengene.

Stadfæstelsen betyder, at Angut Kleist skal afvikle de sidste af de 100 timers samfundstjeneste samt gennemgå en psykiatrisk behandling og en tilsvarende behandling for sit alkoholmisbrug.

Læs "Højesteret fastholder straf"

Læs "Afgørelsens time for Angut"

- Det er glædeligt, at anklagemyndigheden ikke fik mulighed for at ændre sagen fra ulovlig omgang med hittegods til bedrageri. I så fald kunne Angut Kleist have været idømt en anstaltsdom, sådan som man har forsøgt flere gange, siger Wilhelm Malling, der er spændt på, hvordan myndighederne i praksis vil tilbyde Angut Kleist psykiatrisk behandling.

- Det er der ingen mulighed for i Nanortalik, så det bliver spændende at se, hvordan kriminalforsorgen vil løse det problem, siger forsvarsadvokaten, der havde taget turen fra Nuuk til København for at forsvare sin klient i Højesteret.

Powered by Labrador CMS