franskmand anholdt

Forsker: Truslen under EM størst uden for stadion

Alle skal være på vagt under EM, men truslen er ikke størst på de store stadions, vurderer terrorforsker

Fransk politi under tidligere aktioner ifm. de civile angreb i Paris
Offentliggjort

Når den første EM-kamp mellem Frankrig og Rumænien bliver fløjtet i gang fredag 10. juni i Saint Denis i Paris, så skal tilskuerne ikke være bange for, at der sker et angreb mod stadionet.

I hvert fald vil sikkerheden på de forskellige stadions under EM være i top. Det er derimod de store pladser rundt om i byerne, der kan være svære at sikre, og hvor man skal være ekstra på vagt.

Sådan lyder det fra terrorforsker Magnus Ranstorp fra den svenske forsvarshøjskole, efter at en fransk statsborger mandag er blevet anholdt for at have planer om 15 angreb i Frankrig forud for EM i fodbold og under turneringen.

Læs: Franskmand planlagde angreb mod EM i fodbold

- Jeg tror ikke, at man skal være specielt bange for at tage på stadion, da der er stor sikkerhed. Derimod kan det være svært at sikre almindelige pladser i byerne, hvor folk eksempelvis ser fodbold på storskærme.

- Der er det svært for sikkerhedstjenesterne at gardere sig 100 procent.

Vil forsøge at udnytte EM
USA har advaret amerikanske statsborgere om faren for yderligere angreb i EU, og Washington har påpeget faren for angreb under EM. Og risikoen for, at der sker et angreb under EM, er der, vurderer Magnus Ranstorp. Og den er stor.

Hvilken hensigt, den anholdte franskmand havde, er endnu ikke til at sige, men der vil altid være personer, der forsøger at udnytte situationer, som et fodbold-EM er, lyder det.

- Hvis de kan, så gør de det. Så spørgsmålet er, om sikkerhedstjenesterne har styr på alle netværk. Det er det, som kommer til at afgøre det.

Svært at vide sig sikker
Hvad tænker du – har de styr på det?

- Det er der ingen, som ved. At arbejde i sikkerhedstjenesten er som at arbejde som målmand. Man kommer ikke til at høre om alle redningerne, men man kommer til at høre om det mål, som slipper ind. Det er et utaknemmeligt arbejde.

- Sikkerhedstjenesterne arbejder hele tiden på sådan noget som EM, men man skal være på vagt. Ikke så meget til kampene, men det der foregår rundt om, siger terrorforsker Magnus Ranstorp.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS