tennis

Formidable Wozniacki vinder første grand slam-titel

Tredje gang blev lykkens gang for Caroline Wozniacki, der lørdag høstede karrierens største triumf.

Offentliggjort

Drømmen om en grand slam-titel er gået i opfyldelse for Caroline Wozniacki.

I finalen ved Australian Open besejrede den danske tennisspiller rumænske Simona Halep 7-6, 3-6, 6-4 og strøg for første gang til tops i en af de fire mest prestigefyldte turneringer.

Efter næsten tre timers hård og intens tennis faldt danskeren til sidst grædende om på banen i sejrsrusen.

Foruden den eftertragtede titel og de mange præmiemillioner sender sejren Wozniacki op på verdensranglistens førsteplads.

Her overhaler hun netop Halep.

Halep kom ind til kampen som turneringens topseedede spiller, men Wozniacki havde det indbyrdes overtag med fire sejre i seks opgør mellem de to.

Begge havde to nederlag fra grand slam-finaler i bagagen.

Danskeren fik den bedste start i bestræbelserne på at ændre sin finalestatistik. Hun bragte sig på 1-0 med et solidt serveparti, og i det efterfølgende parti udnyttede hun en breakbold.

Wozniacki fortsatte med at køre rundt med Halep, og snart var den velspillende dansker på 3-0. Rumæneren virkede an anelse anspændt, hvilket førte til flere overplacerede slag.

Som første sæt skred frem, fandt Halep dog fodfæste. Rumæneren tog to suveræne partier i egen serv og gjorde Wozniackis ene servegennembrud til en skrøbelig føring.

Ved stillingen 3-5 spillede Halep sig hurtigt til tre breakbolde, og på nummer to blev det en forhåndsfejl fra Wozniacki, der kostede danskeren partiet.

Første sæt blev afgjort i en tiebreak. Wozniacki kom på 2-0 og 4-1, og på den afgørende bold blev en stærk serv fulgt op af et hårdt pres på rumæneren. Wozniacki tog tiebreaken 7-2 og sættet 7-6.

I andet sæt lagde begge spillere ud med at holde serv. Men så tog Wozniacki igen teten. Det førte til en række breakbolde i Haleps parti, men det blev ved lige ved og næsten.

1-1 blev til 2-2. Og 2-2 blev til 3-3, selv om Halep undervejs bad om en behandlingspause, hvor hun tilsyneladende fik målt sit blodtryk.

Også det ene lår lod til at give Halep problemer, men det forhindrede ikke Halep i at bringe sig foran 5-3 mod Wozniacki, hvis niveau dalede gevaldigt.

Den danske spiller udnyttede ikke sine breakchancer, og på den afgørende bold i andet sæt gav hun Halep nemt spil. Halep tog dermed sættet 6-3.

På den anden side af en ti minutter lang varmepause fandt Wozniacki igen niveauet. Hun turde igen gå efter de dristige slag, og modet blev belønnet med en føring på 2-0.

Halep brød hurtigt tilbage på en dobbeltfejl af Wozniacki, og så var alt igen åbent. Begge spillere havde svært ved at holde serv. De brød hinanden frem og tilbage, indtil Halep udlignede til 3-3.

Wozniacki havde store problemer med sin førsteserv. Det satte hende flere gange under stort pres, da Halep samtidig returnerede med stor kraft. Halep kom på 4-3, før Wozniacki fik behandlet sit ene knæ.

Om det var dét, der hjalp hende til at bryde tilbage, er uvist. Men det lykkedes i hvert fald.

Wozniacki holdt serv, og så var det et spørgsmål om Haleps parti. Halep havde problemer med serven, og Wozniacki diskede op med storspil, der til sidst førte til karrierens største triumf.

Powered by Labrador CMS