Forårssamlingen: Demokraterne undlader at stille forslag

På den kommende forårssamling i Inatsisartut vil der ikke være beslutningsforslag fra oppositionspartiet Demokraterne.

Randi Vestergaard Evaldsen oplyser, at Demokraterne ønsker syv forespørgselsdebatter på forårssamlingen i år.
Offentliggjort

Det skyldes, at forslagene med stor sandsynlighed vil bortfalde uanset om de bliver vedtaget eller ej. Forklaringen er, at det er valgår.

Syv forespørgselsdebatter

- Når der bliver udskrevet valg, så bortfalder samtlige vedtagne beslutningsforslag som ikke allerede er færdiggjorte. Og da vi skal til valg senest i november 2018, så vil det være umuligt for Naalakkersuisut at realisere de beslutningsforslag, der bliver vedtaget på den kommende Forårssamling, siger Demokraternes partiformand Randi Vestergaard Evaldsen.

Partiet har i stedet for beslutningsforslag valgt at rejse syv forespørgselsdebatter i Inatsisartut.

Justus Hansen ønsker en debat om offentlighedsloven, så den også kommer til at gælde for offentligt ejede selskaber. Desuden ønsker han en debat om, hvordan ”vi via servicekontrakter kan sikre billigere flybilletter for borgere uden for de store byer”. Han mener desuden, at politikerne skal diskutere, hvordan man nedbringer den personfarlige kriminalitet, som ifølge politiets årsrapport steg voldsomt sidste år.

Skal hash legaliseres?

Nivi Olsen har valgt at sætte legalisering af hash/cannabis på dagsordenen. Hun ønsker at man skal se på hvilke fordele og ulemper, der vil være ved at lade Selvstyret stå for salget af disse stoffer under kontrollerede forhold. Overskuddet skulle så gå til misbrugsbehandling.

For at styrke familierne ønsker Nivi Olsen også en debat om at indføre familiecoaching.

Partiformanden har fremsendt to forespørgselsdebatter. Den ene omhandler vort forhold til aktiv dødshjælp. Den anden er vedrørende kørekort til 17-årige. En forsøgsordning i Danmark og spørgsmålet er, om Grønland skal hoppe med på den vogn.

Powered by Labrador CMS