Finansudvalget forsvarer boliger

Køb af boliger til naalakkersuisut og formanden for Inatsisartut er lige efter bogen, forklarer Inatsisartuts finansudvalg

Andreas Uldum, formand for Inatsisartuts finansudvalg. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

På ganske kort tid har naalakkersuisut besluttet at bruge i alt 13 millioner kroner på boligrenovering, køb af to mindre boliger samt en ny fribolig til formanden for Inatsisartut. Alt sammen på grund af problemer med skimmelsvamp.

Penge, som skatteborgerne kommer til at betale.

Men der er intet ”usædvanligt eller useriøst endsige udemokratisk” i.

Det fastslår Andreas Uldum, formand for Inatsisartuts finansudvalg, som svarer på udvalgets vegne.

- Finansudvalget lægger traditionelt stor vægt på åbenhed i sin sagsbehandling, hvorfor alle udvalgets afgørelser løbende offentliggøres på udvalgets hjemmeside. Nogle afgørelser offentliggøres straks. Andre offentliggøres først senere, såfremt en utidig offentliggørelse for eksempel kan medføre et økonomisk tab for de offentlige kasser. Dette har været sædvane i en lang årrække.

- Det må på denne baggrund udtrykkeligt understreges, at denne bevillingssag er blevet behandlet på fuldstændig samme måde, som alle andre bevillingssager, som finansudvalget behandler. Udvalget udsatte endda i første omgang sin stillingtagen til en del af sagen for at indhente supplerende oplysninger, forklarer Andreas Uldum.

- Der er ej heller intet usædvanligt eller useriøst endsige udemokratisk i, at en bevillingssag i finansudvalget er fortrolig. Det er faktisk ganske logisk. En del af denne sag omhandlede tildeling af en bevilling til køb af en konkret ejendom. Det giver sig selv, at dette køb ville have kunnet være væsentligt fordyret, hvis sælger af ejendommen på forhånd kunne have orienteret sig om købers økonomiske ramme.

Læs "Boliger ryster politisk kommentator"

Læs "Nyt hus til seks millioner"

- Den ansøgte og godkendte bevilling kan heller ikke siges, at være så stor, at finansudvalget burde have veget tilbage fra at godkende den. Til sammenligning kan for eksempel anføres, at udvalget i december 2011 godkendte en ansøgning om bevillinger til opførelse af skolehjem og kollegieenheder for et samlet beløb på over 140 millioner kroner uden at dette gav hverken udvalget eller offentligheden endsige politiske kommentatorer anledning til indsigelser.

- Der kan således ikke herske berettiget tvivl om, at finansudvalgets behandling af den af naalakkersuisut efter almindelig, gængs praksis fremsendte bevillingssag har været uangribelig, siger Andreas Uldum.

Powered by Labrador CMS