EU sætter igen fokus på Arktis-rolle

Grønland kommer torsdag i fokus når den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet ved konferencen 'Den arktiske Afsmeltning' diskuterer klimaforandringernes konsekvenser i Arktis

Foto: Sermitsiaq.AG
Offentliggjort

Europa-Parlament-politikere skal i dag torsdag igen diskutere EU's rolle i Arktis.

Initiativtagerne er den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet, som arrangerer halvdagskonferencen 'Den arktiske Afsmeltning' i parlamentsbygningen i Bruxelles.

Eksperter om Arktis og klimaforhold fra England og Canada er indkaldt til konferencen. Der vil også være EU-kommissionens topembedsmænd til mødet.

- For nogle er afsmeltningen af isen i Arktis vejen til en lysere økonomisk fremtid, for eksempel i Grønland, skriver den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet i en pressemeddelelse.

Skal frem med pointe
Men det er kortsigtet. Klimaforandringerne er først og fremmest et tegn på, at menneskets nuværende livsstil hverken er bæredygtig eller profitabel - i det lange løb. Den pointe skal den Grønne Gruppes konference om den arktiske afsmeltning være med til at slå helt fast, skriver de gruppen.

- Konferencen giver politikere, investorer og ngo'er med særlig interesse for Arktis mulighed for at komme til orde om, hvilken rolle EU kan og bør spille for at reducere følgerne af de klimaforandringer, der er blevet synlige i det høje nord. Den store risiko ved olieudvinding i Arktis' sårbare miljø bliver givetvis genstand for debat.

Lige i den forbindelse er de første udmeldinger fra den nye selvstyreregering i Grønland meget positive. Her lægges der op til, at der ikke udstedes flere olielicenser, samtidig med at de allerede eksisterende boretilladelser i fremtiden skal under strammere kontrol.

Powered by Labrador CMS