Engelsk skal have et løft

Politisk ansvarlig Palle Christiansen er optimistisk efter møde med den amerikanske ambassadør Laurie S. Fulton

Medlem af naalakkersuisut for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde Palle Christiansen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Vi havde et rigtig godt møde.

Sådan konkluderer medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde Palle Christiansen, Demokraterne, efter at han tidligere på dagen i Nuuk mødtes med den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton.

- En af de ting, som vi i forvejen samarbejder med USA om, er Joint Committee, hvor der blandt andet er sommercampen i Kangerlussuaq. Vi vil nu arbejde for, at der også kommer en vintercamp. Vi vil også gøre noget for, at der bliver gjort noget på sprogområdet, hvor vi for eksempel kan sende nogle af vores studerende på sommerskole i USA for at blive bedre til engelsk. Vi vil samtidig arbejde for, at vi kan få sprogundervisere fra USA her til landet, fortæller Palle Christiansen til Sermitsiaq.AG.

- Hvor konkrete er de her planer, du fortæller om?

- De er meget konkrete. Vi snakker kun om ting, som vi konkret går videre med. Alt andet vil være spild af tid. Laurie (Laurie S. Fulton, red.) er i det hele taget meget nem at snakke med, og hun er meget inde i stoffet. Derudover er hun globalt orientereret. Nogle aftaler direkte mellem Grønland og USA kan virkelig gøre en forskel for os, ligesom USA herigennem har en mulighed for at få øjnene mere op for Arktis, fortæller Palle Christiansen.

Læs "Ambassadør roser studerende"

Læs "Studerende tog imod USA’s ambassadør"

Læs "Amerikansk visit i Nuuk"

Sammen med de nordiske samarbejdsministre rejser han til Washington til februar. Det sker i en anden sammenhæng, men Palle Christiansen forventer igen at mødes med Laurie S. Fulton, da hun også er i Washington til den tid.

- Og her skal det meget gerne være muligt at skrive under på en fælles hensigtserklæring om, at vi skal øge vores samarbejde på uddannelses- og forskningsområdet, siger Palle Christiansen.

Powered by Labrador CMS