En anholdt i sag om to efterladte børn i Aarhus
To små børn kom formentlig til Danmark med personer, der opholder eller har opholdt sig illegalt i landet.
En person er blevet anholdt, mens to andre er frihedsberøvet i sag om to efterladte børn fundet på Park Allé i Aarhus lørdag.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet var søndag aften på flere adresser i Jylland i forbindelse med efterforskningen af sagen, hvor en lille pige på cirka et år og en dreng på omkring to et halvt år blev fundet alene på en befærdet gade.
Det er ikke oplyst, om den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør. De to andre personer er administrativt frihedsberøvet for at sikre deres identitet.
- Vi arbejder ud fra en mistanke om, at børnene er kommet til Danmark sammen med nogle personer, som opholder sig eller har opholdt sig illegalt i landet, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi i pressemeddelelse.
- Via vores efterforskning fandt vi frem til nogle personer, som kan have en relation til børnene. Nu skal de videre afhøringer og undersøgelser gøre os klogere på, hvordan børnene er endt på gaden i Aarhus, siger han videre.