Eksperimentbørn kommer snart til Ilulissat - vil holde foredrag for borgerne

Eksperimentbørnene skal besøge Isfjordcenter og museum i Ilulissat. Alle seks nulevende eksperimentbørn deltager i turen, fortæller borgmester.

Gæsterne skal blandt andet ud og sejle, fortæller Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia.
Offentliggjort

Tilbage i marts sagde den danske statsminister undskyld til de sidste nulevende såkaldte eksperimentbørn, der i 1951 blev sendt til Danmark som led i et forsøg på at gøre dem mere danske.

Kort efter vedtog kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia at invitere eksperimentbørnene på oplevelsestur i Ilulissat.

Borgmester Palle Jerimiassen oplyser til Sermitsiaq.AG, at turen nu er på plads, og gæsterne skal være i Ilulissat fra 3. til 9. juli. Alle seks eksperimentbørn deltager i turen samt tre ledsagere.

- Jeg henter dem selv i lufthavnen sammen med repræsentanter fra administrationen, lyder det fra Jerimiassen.

Foredrag i Sermermiut

Eksperimentbørnene skal blandt andet besøge byens museum, Isfjordcenteret og ud at sejle på isfjorden.

Men der bliver også tid til et arrangement for offentligheden, hvor borgerne kan møde de seks tilbageværende eksperimentbørn og høre mere om deres oplevelser.

5 Juli afholdes der nemlig foredrag af eksperimetbørnene i Kulturhuset Sermermiut. Byens borgere inviteres i den forbindelse til kaffe og the.

Der har været debat om, hvorvidt det er den rigtige prioritering for kommunen, at bruge penge på at hente eksperimentbørnene til Ilulissat. Men borgmesteren er stadig overbevist om, at det er den helt rigtige beslutning:

Glad for at de vil fortælle om deres oplevelser

- Jeg er meget glad for, at de alle har taget imod den mulighed for at komme herop og fortælle om deres oplevelser, så befolkningen får en bedre forståelse for, hvad der er foregået, siger Palle Jerimiassen.

- Det bliver rigtig godt, tror jeg. Nogle af dem har også benyttet muligheden for at se nogle andre byer mens de er her, hvor de så selv har betalt billetten, siger borgmesteren videre.

Powered by Labrador CMS