Du kan godt drikke vandet

Vandværket i Nuuk fungerer optimalt, så du behøver ikke koge vandet, lyder det fra veterinærstilsynet

Offentliggjort

Drik blot vandet i Nuuk.

Sådan lyder udmeldingen fra veterinærtilsynet efter en forespørgsel fra Sermitsiaq.AG.

Forespørgslen skyldes panik over påståede bakterier i drikkevandet.

- Folkens lad være med at drikke vand fra vandhanen, der er åbenbart bakterier, og det er grunden til, at folk er blevet så syge. Får det helt dårligt bare ved tanken om det. Føj! Køb vand i stedet for.

Sådan har det lydt fredag i flere beskeder på Facebook og via e-mail.

Advarslerne er spredt sig som en steppebrand til trods for, at der ikke har været nogen udmelding fra veterinærtilsynet, der overvåger og foretager målinger af bakterier i drikkevandet.

Kædemail årsag til panik
En kædemail har været en af årsagerne til panikken. Den er blevet rundsendt i morges. Så vidt Sermitsiaq.AG kan se, bliver kæde-mailen rundsendt klokken 9.56, hvorefter den bevæger sig rundt fra e-mail-adresse til e-mail-adresse.

I den kopi, Sermitsiaq.AG modtog, er det en ansat hos selvstyret, der står som første led i e-mailen.

Den har emnefeltet: Der kommer nok kogepåbud i dag i Nuuk by, da der er fundet nedenstående bakterier.

I mailen er der et link til en beskrivelse af bakteriearten Clostridium, slægt af grampositive, anaerobe (tåler ikke ilt), endosporedannende bakterier af størrelse 0,4-1,2×3-8 μm. Der findes over 100 arter, som er udbredt i naturen, i jord, vand og i affald. Endvidere findes visse arter som normalflora i dyrs og menneskers tarm.

Veterinæroverlæge: Drik bare vandet
Da mailen tikkede ind på redaktionen, forsøgte Sermitsiaq.AG at få en kommentar fra myndighederne.

Klokken 13 kunne Asbjørn Brandt, ledende veterinæroverlæge, så bidrage med det beroligende budskab, at alle roligt kan slukke tørsten i vand fra vandhanen.

– Jeg kan bekræfte, at der ikke bliver tale om koge anbefaling af vand fra Nuuk-vandværk, idet jeg har fået bekræftet, at vandværket nu fungerer optimalt. Denne beslutning er foretaget sammen med landslægen for Grønland, skriver Asbjørn Brandt.

Der blev i dag taget en ny prøve.

Powered by Labrador CMS