Afslutningsdebat

Doris til statsministeren: Stadig plads til forbedring

På grund af Siumuts landsmøde i Maniitsoq kan Doris Jakobsen ikke være til stede ved afslutningsdebatten i Folketinget. Men hun har sendt statsministeren et brev

Arkivfoto af Siumuts Doris Jakobsen
Offentliggjort

I dag, tirsdag, er der som altid godt gang i afslutningsdebatten i Folketinget, inden de folkevalgte går på sommerferie.

Siumuts landsmøde i Maniitsoq har dog forhindret folketingsmedlem Doris Jakobsen i at være med i debatten. I stedet har hun sendt et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, hvor hun gør status over dansk-grønlandske forhold. Doris Jakobsen fremhæver blandt andet:

- Vi kan se tilbage på et travlt år, der igen er kendetegnet ved gode løsninger på de praktiske problemer, vi har oplevet i Grønland, eller som vores grønlandske borgere oplever i Danmark. Her tænker jeg fx på, at det endelig er lykkedes at få ansat en præst for grønlænderne i Danmark. Vi har også sikret de grønlandske sociale støtteprojekter gennem SATS-pulje forliget. På den måde vil der nu - for første gang - være sikret en flerårig hjælp til de socialt udsatte grønlændere i Danmark, så disse projekter er i ro indtil vi kan iværksætte en sammenhængende national strategi for udsatte grønlændere i Danmark om tre år.

Mere fra afslutningsdebatten: Statsministeren: Grønland har brug for udvikling

- Det er også til stor glæde for mange i Grønland, at vi nu endelig får en løsning for en del af de juridisk faderløse, og det er godt, at der er gang i den arbejdsgruppe, der skal styrke erhvervssamarbejdet mellem Grønland og Danmark.

- Så fra Siumut synes vi, at det samarbejde vi har med din regering virker rigtig godt på mange områder. Men der er stadig plads til forbedring, påpeger Doris Jakobsen.

Thule Air Base og råstoffer
Hun kommer i sit brev også ind på nye tiltag på Pituffik/Thule Air Base, det tidligere amerikanske atomkraftværk ved Camp Century og ikke mindst naturligvis råstoffer samt kompetence - og ansvarsområder, som har sat rigsfællesskabet under pres.

- Det er nærmest direkte skadeligt, når Danmark stadig ikke vil oplyse, hvilke råstoffer Danmark mener, er af strategisk betydning, og som Danmarks derfor agter at kræve medbestemmelse over i Grønland.

- Allerede i november 2012 bad jeg regeringen klargøre den daværende udenrigsministers udtalelser om strategiske råstoffer. Her halvandet år senere har den danske regering stadig ikke kunnet eller villet svare på det spørgsmål.

- I stedet for at forholde sig til juridiske responsummer fra Ole Spiermann, den førende danske ekspert i folkeret og i selvstyreloven, der helt klart slår fast, at alle råstoffer i Grønland med selvstyreloven er overgået til fuld grønlandsk kontrol, forsøger regeringen at kontrollere sjældne jordarter gennem ændringen i udlændingeloven for Grønland, skriver Doris Jakobsen.

Skader forholdet mellem Danmark og Grønland
Og fortsætter:

- Selvstyreloven er en aftale indgået mellem vores to lande. Den er grundlaget for vores samarbejde, og den kan ikke underkendes af en bemærkning i en mindre lov vedtaget i Folketinget. Det er simpelthen en omgåelse af Selvstyreloven, når regeringen imod Grønlands ønske sætter en sådan bemærkning ind i loven og derefter forsøger at gøre det gældende for alle råstoffer.

- Men værst af alt er det, at den usikkerhed, som den danske regering derigennem skaber, skader de grønlandske muligheder for at få sat gang i økonomien. Hvilken investor vil sætte sine penge i et projekt, når de ikke kan få et klart svar på, om Danmark pludselig kan forsøge at forhindre projektet i at blive til noget?

- Det skader Grønland her og nu, og det skader forholdet mellem vores to lande på lang sigt, skriver Siumuts Doris Jakobsen til statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Læs hele Doris Jakobsens brev - på dansk og grønlandsk - via pdf-filen til højre for artiklen

Powered by Labrador CMS