overvågning

DMIs iskortlæggere glæder sig over satellit

Sentinel 1a-satellit blev sendt op torsdag fra Fransk Guyana, den er den første ud af en hel satellit-familie, der skal indsamle data fra jorden

Offentliggjort

Ny satellit er den første, der opsendes som en del af det europæiske Kopernikus jord-observationsprojekt – et milliardprojekt, der skal overvåge jorden og skaffe værdifulde billeder af planeten i tilfælde af eksempelvis naturkatastrofer eller flystyrt. Det skal også sende radarbilleder af isen i Grønland.

På Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, glæder man sig også over opsendelsen af Sentinel 1a-satellitten.

- Før år 2000 benyttede Istjenesten fly til observationer i grønlandske farvande. De er bedre end satellitter om dagen og i godt vejr, men i dårligt vejr vinder satellitternes radarbilleder, som er lige gode hele døgnet og i al slags vejr, skriver DMI i en pressemeddelelse.

Det er især medarbejdere på DMIs Center for Ocean og Is, som skal bruge data fra Sentinel 1a-satellitten til at kortlægge isen og de isfyldte farvande i Grønland.

Lige nu baserer iskortlæggerne deres service på radarbilleder fra den canadiske satellit Radarsat-2, og førhen supplerede satellitten Envisat med tilsvarende radarbilleder.

Powered by Labrador CMS