Direktøren meddeler: Slut med nødaviser
Air Greenland har genoptaget fragtflyvningen. Det betyder, at de landsækkende aviser Sermitsiaq og AG udkommer som sædvanlig.
Sidste uge var produktionsmæssigt en usædvanlig uge for mediehuset Sermitsiaq.AG. På grund af udfordringer på transportområdet kunne hverken Sermitsiaq eller AG udkomme i sin velkendte størrelse eller som printavis til abonnenter uden for Nuuk. I hovedstaden lykkedes det dog at trykke en nødavis med Sermitsiaq og AG i A4-format. Andre steder forsøgte vi at konvertere printabonnementer til e-aviser.
Det er i disse krisetider særligt vigtigt, at medierne er funktionsdygtige. Derfor er jeg glad for, at vi kunne rigge en nødavis til. Men også glad for, at vi i denne uge atter kan levere vores aviser på vanlig vis, efter Air Greenland har genoptaget fragtflyvning til Grønland to gange om ugen. Abonnenter skal ikke foretage sig noget. Alle abonnementsordninger vil fungere som i tiden inden nødaviserne.
Christian Schultz-Lorentzen
Adm. direktør
Mediehuset Sermitsiaq.AG