udlændingeområdet

DF tilbyder Færøerne 'bandit-stramninger'

Dansk Folkeparti hjælper gerne Færøerne med at nægte Sea Shepherd adgang til Færøerne. Partiet vil via integrationsminister Inger Støjbjerg rette en henvendelse til færøske myndigheder

Offentliggjort

Dansk Folkeparti tilbyder Færøerne lovstramninger, der gør det nemmere at afvise og udvise aktivister fra Sea Shepherd.

- Vi har ikke et færdigt forslag, som vi kan lægge på bordet, men hvis Færøerne kommer og siger, at de eksempelvis gerne vil have bedre muligheder for at udvise aktivister, så vil vi bestemt se positivt på det, siger siger Martin Henriksen (DF), som er formand for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg samt medlem af færøudvalget.

- Man kunne også udarbejde en længere liste, og alle på listen får automatisk afslag på at opholde sig i en bestemt del af eller i hele rigsfællesskabet. Som parti er vi åbne overfor det meste, fortsætter Martin Henriksen.

Send forespørgsel til Færøerne
Martin Henriksen understreger, at det kræver, at andre partier bakker op om Dansk Folkepartis forslag.

I første omgang retter partiet en henvendelse til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og beder hende spørge Færøerne via de officielle kanaler, om de mangler nye redskaber til at håndtere ”banditterne fra Sea Shepherd”.

- Danske og færøske myndigheder gør allerede meget for at hjælpe. Det støtter vi fuldt ud, og vi gør gerne mere, hvis der altså er brug for det, siger Martin Henriksen.

Læs: Færøerne forbereder overtagelse af udlændingeområdet

Sea Shepherd har bebudet, at de kommer ikke til Færøerne til sommer. Ifald de kommer og der er brug for at ændre lovgivningen, står Dansk Folkeparti parat.

- Dansk Folkeparti hjælper gerne Færøerne med at holde Sea Shepherd væk eller at gøre det nemmere at afvise og udvise deres aktivister. Det kan jeg ikke se noget problem i, da det jo er velkendt at de i høj grad kommer for at lave ballade og genere lovlydige borgere, slutter Martin Henriksen.

Forbudt inden for 0-sømilsgrænsen
Det færøske landsstyre har strammet grindeloven, så det giver store bøder og mulighed for at fængsle personer, der forstyrrer grindefangst.

I sidste uge kom landsstyret med endnu et tiltag imod aktivisterne. Færøske myndigheder får nu lov til at udstede forbud til skibe og små både mod at sejle indenfor basislinien, dvs. inde i fjorde og vige, hvis myndighederne vurderer at fartøjerne er til fare for sikkerheden til søs.

Mette Frederiksen afviste lovstramning
Danmark varetager udlændingeområdet, og det forrige landsstyre – som bestod af Sambandspartiet, Folkeflokken og Midterpartiet - forsøgte at få danske myndigheder at ændre udlændingeloven, så aktivister kunne nægtes indrejse til Færøerne.

Det skete på baggrund af, at lagtinget havde vedtaget et beslutningsforslag om at nægte indrejse til aktivister, som på forhånd har varslet at ville begå ulovligheder.

Læs: Færøerne vil forblive i Schengen

Daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) sagde til Jóhan Dahl, landsstyremand i indenrigsanliggender, i januar 2015, at hun ville af juridiske grunde ikke ændre udlændingeloven.

I stedet blev der lavet et katalog, som kortlagde andre muligheder for at hindre hvalaktivister i deres forehavende.

Færøerne forbereder overtagelsen af udlændingeområdet, så spørgsmålet er, om Færøerne selv kan lave de stramninger efter overtagelsen.

De senere år har færøske myndigheder haft store udfordringer i forbindelse med grindefangst. Et stort antal miljøaktivister fra Sea Shepherd har gjort hvad de kunne for at forstyrre grindefangster. Det har resulteret i flere anholdelser under aktioner, og grindefangst sker under opsyn af specialstyrker fra det danske forsvar.

Læs: Færøernes udenrigsminister: Vi kan tage imod flygtninge i 2016

Powered by Labrador CMS