omsorg
Det skal donation til udsatte bruges til i København
Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus i København har en plan for, hvad en donation på over en halv million kroner skal bruges til
Som det kom frem tirsdag, har TrygFonden doneret 550.000 kroner til Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus i København.
Det betyder, at huset nu sætter ekstra kræfter ind for at styrke den sociale indsats over for udsatte grønlændere i København-området.
Bevillingen strækker sig over de næste to og et halvt år og skal primært bruges til opsøgende socialt arbejde, der skal forbinde de indsatsområder, der allerede er i gang.
Læs: Det Grønlandske Hus i København forgyldes
En nødvendig bevilling
- Det er en kærkommen og nødvendig bevilling, der skal hjælpe de udsatte, der hvor de er, forklarer direktør i Det Grønlandske Hus i København, Leise Johnsen.
Gennem den sociale indsats fra Det Grønlandske Hus i København er det allerede muligt at komme i misbrugsbehandling, benytte sig af værestedet ’Qiperoq’ samt at kunne få en mentor tilkoblet gennem projektet ’Ilik’.
Den nye bevilling betyder endvidere, at det vil blive muligt at møde de socialt udsatte, der hvor de befinder sig. På den måde skabes der ifølge Leise Johnsen en broforbindelse til de forskellige muligheder, de har for at kunne få hjælp.
- Det er nødvendigt, at vi er sammen med dem og sidder overfor dem, så vi kan gøre det synligt, at de har et alternativ til det liv, de lever, siger Leise Johnsen.