dårlige betalere
Demokraterne Ungdom støtter omstridt forslag
Kommuneqarfik Sermersooq vil stramme kursen over for borgere, som skylder penge til det offentlige. - God idé, lyder det fra Demokraterne Ungdom
- Demokraterne Ungdom mener, det er i orden at stramme reglerne over for de borgere, der ikke betaler deres gæld, men omvendt skal ingen lades i stikken. Dårlige betalere skal rådgives og hjælpes til at se fornuften i at betale deres regninger. Derfor er en dialog på sin plads.
Sådan siger formanden for Demokraterne Ungdom Randi Vestergaard Evaldsen til Sermitsiaq.AG.
Det sker som en reaktion på artiklen ”Nu bliver det pinligt”, hvor det onsdag kom frem, at borgernes gæld til det offentlige mere eller mindre er ude af kontrol, og at Kommuneqarfik Sermersooqs økonomiforvaltning derfor har udarbejdet en handlingsplan, som skal få dårlige betalere til at betale.
Ifølge planen, som Nuuk Ugeavis har fået aktindsigt i, vil kommunen blandt andet i stort omfang begynde at indkalde skyldnerne til personlige samtaler på kommunekontoret.
Derfor er det en god idé
- Det er en god idé at stramme op på reglerne for dårlige betalere. Alt for mange undlader at betale deres regninger, som kommer til at flyde rundt i systemet. Hvis man ikke nu går ind og ændrer systemet, så kommer vi heller ikke væk fra denne onde cirkel, fremhæver Randi Vestergaard Evaldsen.
- Dem, der betaler til tiden, skal ikke straffes for at betale deres del. Det er en dårlig idé at lægge en ekstra byrde på dem. Vi har nogle grupper her i landet, som skal rådgives og hjælpes. Demokraterne Ungdom kan sagtens se idéen i Sermersooq Kommunes handlingsplan. Det er en god handlingsplan, som skal finjusteres. Det kan nemlig være en handlingsplan mod et stærkere velfærdssamfund. Fremgangsmåden skal spredes ud til resten af kysten, så hele befolkningen er med, siger Randi Vestergaard Evaldsen.