Råstofskolen

Demokraterne Ungdom afviser skoleflytning

Aatsitassalerinermik ilinniarfik/Råstofskolen skal ikke flyttes til Qaasuitsup Kommunia, som Siumuts Jess Svane foreslår, lyder det fra Demokraterne Ungdom

- Det hjælper ikke at flytte Aatsitassalerinermik ilinniarfik/Råstofskolen, siger formand for Demokraterne Ungdom Randi Vestergaard Evaldsen
Offentliggjort

- Det hjælper ikke at flytte råstofskolen. Det er ikke viljen fra Qeqqata Kommunias side, der forhindrer lokale i at uddanne sig inden for oliebranchen. Det er departementet for uddannelse, der har ansvaret for den manglende interesse.

Sådan siger formand for Demokraterne Ungdom Randi Vestergaard Evaldsen.

Det sker, efter at 1. viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane fra Siumut torsdag foreslog, at Aatsitassalerinermik ilinniarfik/Råstofskolen bliver flyttet fra Sisimiut til Qaasuitsup Kommunia.

Hans udtalelse kommer, efter at Cairn Energy har oplyst manglende ansøgninger fra lokale ved selskabets tidligere prøveboringer i Grønland.

Læs "Svane: Flyt råstofskolen nordpå"

Men forslaget bliver altså afvist af Demokraterne Ungdom:

- Man kan sagtens flytte råstofskolen fra Sisimiut til Upernavik, men det vil ikke ændre på noget. Der vil være samme aktivitet og manglende ansøgninger til oliebranchen, kurser og uddannelse. Det vil omvendt blive meget dyrere for landet, hvis man uden nytte flytter skolen, påpeger formand Randi Vestergaard Evaldsen.

- Det er noget underligt noget, der kommer fra kommunalpolitikere indimellem. Man kan ikke bare flytte rundt på uddannelsesinstitutioner på kysten - det er nogle beslutninger, der virkelig skal overvejes grundigt. Selvom det er imod deres politik, så skal og bør man også fokusere på bosætningsmønstret her i landet, fremhæver Randi Vestergaard Evaldsen.

Powered by Labrador CMS