Alkohol- og Narkotikarådet
Demokraterne beskylder råd for at være politisk motiveret
Kritikken fra Demokraterne om, at Alkohol- og Narkotikarådet er politisk motiveret er både grov og uberettiget, siger naalakkersuisoq Agathe Fontain
Alkohol- og Narkotikarådet advarer mod at gennemføre Demokraternes forslag om at udvide åbningstiderne for salg af alkohol på baggrund af forskning på området.
Det har fået Randi Vestergaard Evaldsen og Justus Hansen (D) til at beskylde rådet for at være politisk motiveret.
Grov kritik
Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain (IA), svarer på kritikken.
- Jeg mener, at kritikken er både grov og uberettiget. Alkohol- og Narkotikarådet er politisk neutralt, men det kan og skal aldrig være fagligt neutralt, siger hun i en pressemeddelelse fra selvstyret.
Hun mener, at både Randi Vestergaard Evaldsen og Justus Hansen går over stregen med deres kritik.
- Når de beskylder Alkohol- og Narkotikarådet for at varetage Naalakkersuisuts interesser går de over stregen, fordi rådet har valgt at advare mod Demokraternes forslag om at forlænge åbningstiderne på salg af alkohol, siger hun.
Nedbringe forbruget
Agathe Fontain fremhæver, at rådet rådgiver Naalakkersuisut på baggrund af den forskning, der findes på området.
- Det er netop på baggrund af forskning, at rådet går ud og advarer mod at gennemføre Demokraternes forslag om at forlænge åbningstiderne. Forskningen viser nemlig, at restriktioner i forhold til åbningstider er et effektivt værktøj, når målet er, at nedbringe alkoholforbruget og forebygge misbrug af alkohol, lyder det fra Agathe Fontain