Demokraterne: Bedre forhold for unge er nøglen til selvstændighed
Steen Lynge mener, at problemer med folkeskolen og sociale problemer løses, før selvstændighed er realistisk.
Demokraternes kandidat Steen Lynge mener, at selvstændigheden forudsætter, at en række problemer for unge bliver løst.
- Selvstændighed kræver, at vi alle sammen har givet vores børn og unge bedst mulige rammer for, at de kan overtage et land under trygge rammer, som de kan være stolte over at føre videre, skriver han i et indlæg.
Han peger her på en række punkterne, hvor rammerne for den opvoksende generation skal blive bedre.
- Mange unge forlader folkeskolen uden at kunne komme videre i uddannelsessystemet, fordi de ikke har de kundskaber der kræves, når de er færdige med folkeskolen, siger han.
Derudover peger han på de sociale problemer, som mange unge kæmper med.
- Hver tredje pige og hver tiende dreng har oplevet seksuelt overgreb. Ofte hænger dette problem sammen med, at familien har misbrug af spiritus eller hash.
- Grønland er ulykkeligvis det land i norden, hvor der per indbygger er mest vold i hverdagen, men er også det land, der har den højeste selvmordsrate. Det kan vi ikke bygge en selvstændighed på.
Steen Lynge mener, at pilen kun peger én vej.
- Det er ikke andres skyld, at vi har udfordringer i Grønland. Andre kan ikke løse dem for os. Ved at vi tage ansvar, kan vi løse dem sammen med alle, der måtte ønske at bo i Grønland.