Siumuts økonomi
Deloitte: Siumut er afhængig af eksterne långivere
- Siumut har en væsentlig negativ egenkapital, skriver Deloitte i revisionsfirmaets revisionsprotokollat til Siumuts seneste årsrapport
Først angreb Demokraternes Anda Uldum i ”D: Skjult partistøtte i millionklassen til Siumut” partiet Siumut for at være ’dybt forgældet’.
Den udmelding fik Siumuts partisekretær Kenneth Rasmussen til i ”Siumut: Anda Uldum taler usandt” at gå i rette med Anda Uldum og forklarede, at Demokraternes politiske næstformand og medlem af Inatsisartut taler ’usandt’.
Nu fortsætter deres ordstrid, som begyndte, idet Demokraterne mener, at det såkaldte ’Cirkulære om ansættelse og aflønning af særlige rådgivere for medlemmer af Naalakkersuisut af 1. januar 2014’ i bund og grund er 'skjult partistøtte i millionklassen til Siumut'.
I den forbindelse har Sermitsiaq.AG bedt Siumuts partisekretær Kenneth Rasmussen, som fastholder, at partiet har en sund økonomi, om at oplyse økonomiske forhold om partiet.
Han oplyser:
- Siumut har ikke gamle gældsforpligtelser
- Siumut har ikke lån
- Siumut overholder reglerne for beskatning
- Resultater for årene:
- 2009: 310.794 kroner
- 2010: 320.308 kroner
- 2011: 277.789 kroner
- 2012: 233.279 kroner
- Partiet forventer også overskud i 2013
- Egenkapital i 2009: -2.380.452 kroner
- Egenkapital i 2012: -1.549.077 kroner
En væsentlig negativ egenkapital
Af revisionsfirmaet Deloittes revisionsprotokollat til Siumuts seneste årsrapport (2012) står der i afsnittet ’Supplerende oplysning vedrørende øvrige forhold’:
’Partiet har en væsentlig negativ egenkapital. Partiet er afhængig af, at eksterne långivere fortsat stiller den fornødne finansiering og likviditet til rådighed, herunder til finansiering af den løbende drift. Partiets daglige ledelse har oplyst, at årsrapporten er under forudsætning af fortsat drift. Det er endvidere oplyst, at forudsætningerne for fortsat drift er usikre, men at ledelsen løbende arbejder på at sikre, at kommende års drift udviser overskud, samtidig med at der løbende arbejdes med sikring af partiets finansiering. Vi har ikke grundlag for at anlægge en anden betragtning end ledelsen. A-skat er ikke indberettet rettidigt, hvorfor ledelsen kan ifalde ansvar’.
Til tallene og Deloittes revisionsprotokol siger Anda Uldum:
- Jeg synes, det her bekræfter, at Siumut er dybt forgældet. I min verden er det at være dybt forgældet. Jeg fastholder derfor min påstand og taler ikke usandt. Den negative egenkapital er meget stor, hvilket også bekræftes af Siumuts revisor jævnfør Deloittes revisionsprotokollat.
Demokraterne: Derfor er det vigtigt
Siumuts partisekretær Kenneth Rasmussen fastholder som nævnt, at partiet har en sund økonomi.
Han kan i øvrigt ikke forstå, hvorfor Siumut-partiets økonomi skal blandes ind i ansættelsen af særlige rådgivere i henhold til ’Cirkulære om ansættelse og aflønning af særlige rådgivere for medlemmer af Naalakkersuisut af 1. januar 2014’.
Til det svarer Anda Uldum:
- Grunden til, at Siumuts økonomi bliver flettet ind, er, at de prøver at rode sig ud af deres gæld ved at ansætte og aflønne folk - særlige rådgivere - på samfundets regning.
- De særlige rådgivere er naturligvis formelt ansat i selvstyret, men heldigvis for Siumut fremgår det tydeligt af cirkulæret, at de særlige rådgivere skam godt må deltage i møder i naalakkersuisoqs parti, og at de også godt må stå for kontakten til partiorganisationen. Det nye cirkulære giver med andre ord mulighed for, at formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond kan ansætte et ikke nærmere bestemt antal rådgivere, mens de seks øvrige siumuttere i Naalakkersuisut kan ansætte hver én, fremhæver Anda Uldum.
Syv ud af ni Naalakkersuisut-medlemmer er fra Siumut.
Læs partiernes årsrapporter tilbage til 2009 på inatsisartut.gl