Sejlruter

Dansk rederi skal sejle på ny arktisk sejlrute

Der er store besparelser at hente for et dansk rederi, når de benytter en ny arktisk sejlrute

Netop nu befinder skibet fra sig i Nordvestpassagen Nordic Bulk Carriers
Offentliggjort

Det danske rederi, Nordic Bulk Carriers, bliver et af de første rederier til at sende et handelsskib gennem en arktisk passage. Rederiets skib MV Nordic Orion er allerede sendt af sted.

Skibet skal igennem Nordvestpassagen, og det anslås, at ruten er sejlbar i cirka to måneder om året, alt efter vejr- og isforhold. Det skyldes dels et mere avanceret design af skibene og dels på grund klimaændringerne.

Administrerende direktør i Nordic Bulk Carriers A/S, Christian Bonfils, er begejstret og kalder den nye søfartsrejse for en drøm og en mangeårig ambition.

- Nordvestpassagen forkorter turen med omkring 1000 sømil (1852 kilometer, red.). Det betyder en reduktion i brændstofforbrug og transporttid – og en lavere CO2-udledning. Alene besparelsen i brændstof vil være i nærheden af 80.000 dollar (cirka 440.000 danske kroner, red.).

- MV Nordic Orion er et skib i isklasse 1A. Denne type skibe er designet og bygget til at operere i de barske omgivelser i Arktis, forklarer han.

Netop nu befinder skibet sig i Nordvestpassagen. Ruten vurderes til at være fire til fem dage kortere end ruten via Panamakanalen. Men der er endnu en fordel ved at benytte Nordvestpassagen, frem for at bruge den nuværende meget anvendte kanal i Panama.

Panamakanalens dybde gør, at man har været nødsaget til at begrænse lasten til blot 75 procent af den samlede kapacitet for at holde skibet på en lavere dybdegang.

- I Panamakanalen er der en dybdegangsrestriktion, da der er kun 11,5 meter til bunden, mens skibet med fuld last får en dybdegang på 14 meter, siger Christian Bonfils.

NV Nordic Orion forventes at ankomme til den finske havneby, Pori, i starten af oktober. Her vil en last på 73.500 ton kul blive leveret.

Powered by Labrador CMS