Danmark: Over 10.000 corona-ramte
Omkring 285.000 personer er indtil videre blevet testet for coronavirus i Danmark, oplyser seruminstitut.
Yderligere 145 personer i Danmark er konstateret smittet med coronavirus.
Dermed er nu 10.083 blevet registreret smittet, oplyser Statens Serum Institut i sin seneste opdatering torsdag formiddag.
Indtil videre er 284.480 personer blevet testet for virusset. Det er en stigning på 13.800 personer siden den forudgående opdatering dagen før.
I optællingen er der ikke medregnet de test, der endnu ikke er kommet svar på, eller hvor resultatet har været uklart.
Dermed kan antallet af test ligge højere.
Test-indkaldelse via e-boks
Torsdag har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagt, at man for at teste endnu flere danskere vil begynde at sende mails ud med en opfordring til at blive testet.
Ifølge ham vil flere tusinde danskere allerede fra torsdag kunne forvente at få en indkaldelse i deres e-Boks.
Testen er frivillig for dem, der bliver udvalgt i stikprøvetestningen.
- Der arbejdes så hårdt og kraftigt på at eskalere op i test, og vi er nu i Danmark i top ti på verdensplan over antal test per million indbyggere, siger Magnus Heunicke til radiokanalen P1.
- Hvor vi kom fra en situation for få uger siden, hvor vi virkelig havde problemer, har vi nu fået bygget det her op takket være et kæmpe arbejde fra medarbejdere og myndigheder.
For at kunne teste endnu flere danskere er der i forvejen rejst en række telte rundt i landet, også kaldet testcentre.
Håbet med testcentrene er at kunne teste op mod 20.000 personer om dagen for coronavirus.
Onsdag kunne seruminstituttet fortælle, at der indtil videre havde været 506 dødsfald i Danmark blandt coronasmittede.