Corona: Nyt coronarelateret dødsfald og fire nye indlagte

Siden fredag er der analyseret 414 PCR-test over hele landet. 48 procent af testene er positive. En ældre person med Covid-19 døde i hjemmet lørdag, men dødsårsagen vurderes ikke at være Covid-19.

Offentliggjort

Der er stadigvæk smittespredning forskellige steder i landet. En ældre person smittet med Covid-19 døde lørdag. Den primære dødsårsag vurderes ikke at være Covid-19, men det kan have været en medvirkende årsag.

- Der er nu på landsplan syv Covid-19 relaterede dødsfald. Det oplyser landslægeembedet på deres hjemmeside.

Sundhedsvæsenet i Region Syd påvirket af smitte

En opdatering på smitteudbredelse i Region Avannaa viser, at der fortsat er smitte i Uummannaq, men at samfundet fungerer. Smittespredningen i Upernavik, Qaanaaq og Ilulissat er begrænset og der er ikke tegn på nævneværdig smittespredning i regionens bygder bortset fra enkelte positive antigen-tests.

I Kommune Kujalleq går det ikke lige så godt. Der er fortsat lav smitte i Narsarsuaq, Narsaq og Tasiusaq, men smittetrykket i Nanortalik vurderes til at være stor. Der er fortsat smitte i alderdomshjemmet og stor sygelighed blandt børn i byen.

- I Qaqortoq er der fortsat udbredt smitte i befolkningen. Den vanlige drift af sundhedsvæsnet er påvirket i Qaqortoq, Nanortalik og Narsarsuaq. Det skriver landslægeembedet.

Fire nye indlagte

Siden fredag den 4. februar er der kommet fire nye indlagte med Covid-19 i hele landet. Fem er indlagt i Nuuk, to i Paamiut, tre i Sisimiut, en i Ilulissat, en i Uummannaq, en i Qaqortoq og en i Nanortalik.

- Tre patienter er indlagt med Covid-19 som den primære diagnose (Kategori 1). Der er indlagt en ny patient på Intensiv Afsnit.

- Fire patienter er indlagt, hvor Covid-19 diagnosen har indflydelse på sygdomsforløbet, men hvor anden væsentlig sygdom eller skade er afgørende medvirkende til indlæggelsen (Kategori 2).

- Syv patienter er indlagt af anden årsag end Covid-19, hvor Covid-19 diagnosen heller ikke har nogen væsentlig betydning for indlæggelsen (Kategori 3). Det oplyser landslægeembedet på deres hjemmeside efter en opsummering af smittespredningen af corona.

Powered by Labrador CMS