læskedrik
Coca-Cola sælger færre læskedrikke
Det gik tilbage for både omsætning og resultater for Coca-Cola sidste år. Det viser regnskabet
Den amerikanske læskedrikproducent The Coca-Cola Company solgte mindre og tjente mindre sidste år.
Det viser selskabets regnskab, der netop er offentliggjort.
Selskabets omsætning faldt med fem procent til 41,9 milliarder dollar, mens nettoresultatet faldt med omkring en milliard dollar til 6,6 milliarder dollar.
Det svarer til et nettoresultat på knap 46 milliarder dollar.
Regnskabet er påvirket af modvind på valutamarkedet samt frasalg. Ser man bort fra det, gik det en smule frem for koncernen.
- Jeg er glad for at kunne sige, at vi sluttede både kvartalet og 2016 med fremgang i både omsætning og resultater.
- Vores fortsatte fokus på at øge omsætningen og en god udvikling på gamle markeder hjalp til at opveje et kontinuerligt makroøkonomisk pres i nye markeder, skriver bestyrelsesformand Muhtar Kent i regnskabet.
Den første Coca-Cola blev solgt i 1886 efter at være blevet opfundet af John Pemberton i hans søgen efter en kur mod hans afhængighed af morfin.
Pemberton mente, at drikken kurerede alt fra hovedpine til impotens.
Senere blev produktet købt af forretningsmanden Asa Candler, der fik det markedsført som læskedrik.
Derfra gik Coca-Cola til at blive den globale gigant inden for læskedrikke, der findes i dag.
/ritzau/