Bygger bro i 20 graders frost
Den nye bro i Kangerlussuaq skal pinedød være færdig, inden smeltevandet kommer igen. Og det betyder strenge arbejdsforhold
Selv efter grønlandske forhold er man på en noget usædvanlig opgave i Kangerlussuaq for tiden, hvor man stadig arbejder på at forbinde bygdens to halvdele med en ordentlig bro, efter sommerens massive vandmasser skyllede den gamle broforbindelse væk.
Det fortæller arktisk ingeniør i Qeqqata Kommunia, Fritz Baumann Petersen, til Sermitsiaq.AG.
Arbejdet med at opføre den nye bro, der skal være en 30 meter lang beton bro, sker nemlig i 20 graders frost.
- Det er meget usædvanligt, men vi bliver nødt til at arbejde, hvis broen skal være færdig, før smeltevandet kommer igen, siger han.
Ifølge Fritz Baumann Petersen skal broen være færdig senest i midten af juni 2013.
Læs "Midlertidig broløsning trækker ud"
Læs "3.500.000 liter vand i sekundet"
Læs "- Det er sgu lidt uhyggeligt"
For at kunne arbejde i de høje frostgrader – der var 18 graders frost i Kangerlussuaq i morges, siger Fritz Baumann Petersen – er der opstillet en opvarmet telthal, hvor arbejdet foregår under.
Når vinteren for alvor når til Kangerlussuaq, må arbejdet dog holde inde, fastslår Fritz Baumann Petersen, der ikke kan forestille sig, at man vil arbejde på broen, når temperaturen når 30 minusgrader.
Den 30 meter lange betonbro, der altså nu er under opførelse, adskiller sig fra den gamle løsning ved at have luft – og vand – under sig hele vejen over elven. Tidligere var der to broer, der mødtes på et fjeld midt i elven.
Indtil den nye bro kan bruges, er der etableret en midlertidig løsning, hvor man for at krydse elven, skal køre ned i selve elvens leje, som nu er frosset til.
Det kan selvsagt ikke lade sig gøre, når smeltevandet igen fosser igennem elvlejet.