tro på fremtiden
Bygdeformand: Nyt håb for bygder
Politikere fra bygder, kommuner og Naalakkersuisut har holdt to dages seminar om bygdernes fremtid
Der er et stort efterslæb på udviklingen af bygder, og både sundhedsvæsen, skole og andre vigtige funktioner trænger til et gevaldigt løft.
Det blev konstateret under bygdekonferencen i Nuuk, der blev afholdt i weekenden.
Det var Naalakkersuisut, der var vært for bygdekonferencen, hvor bygdernes behov og udviklingspotentiale blev drøftet.
- Vi skal blandt andet styrke dialogen med bygderne, skabe bedre og mere klare rammer for bygdebestyrelsernes opgaver, foretage nødvendige investeringer og forbedre vilkår og service på det sociale område, i sundhedssektoren og ikke mindst have en bedre folkeskole for børnenes og samfundets skyld. Bygderne hverken kan eller skal holdes udenfor, når vi drøfter, hvordan vi sikrer en holdbar udvikling og velfærdssamfundet i de kommende år, siger naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq efter konferencen.
Bygder er ikke et problem
Bygdernes landsforening Kanunupe glæder sig også over, at der nu bliver sat fokus på bygdernes fremtid.
- Seminaret har klart vist, at bygderne ikke skal opfattes som et problem. De er og skal i endnu højere grad være et vigtigt aktiv for vort land. Kanunupe og borgerne i bygderne er parat til at deltage konstruktivt i det videre arbejde og ser frem til et godt samarbejde med såvel kommunerne som Naalakkersuisut, siger formanden for Kanunupe, Jens Kristian Therkeldsen.
Der var oplæg og workshops under seminaret, der bliver fulgt op med en ny stor bygdekonference i maj 2014.