Antarktis

Brite på vej over Antarktis dør af udmattelse tæt på mål

Henry Worsley havde tilbagelagt 1500 kilometer af ekspeditionen. Han havde kun 50 kilometer igen, da han døde

Henry Worsley døde kort før han nåede i mål
Offentliggjort

En britisk eventyrer med en stor drøm er omkommet af udmattelse efter mere end to måneders solorejse tværs over Antarktis.

1.500 kilometer
Henry Worsley havde tilbagelagt 1.500 kilometer i det umenneskelige terræn. Han manglede mindre end 50 kilometer, da kroppen sagde stop.

Hans kone, Joanna, bekræfter ifølge BBC, at den 55-årige tidligere oberstløjtnant er omkommet.

Udmattelse
Han måtte ringe efter hjælp fredag i sidste uge, og han blev efterfølgende fløjet til et hospital i Chile.

Det britiske medie skriver, at Worsley døde af 'udmattelse' og 'dehydrering'.

Bughindebetændelse
I weekenden skrev internetsiden shackletonsolo.org, at Worsley var blevet indlagt med bughindebetændelse på et hospital i Punta Arenas.

Hans tilstand var så alvorlig, at hans kone blev tilkaldt fra London.

Den første
Henry Worsley begav sig ud på rejsen i 100-året for Ernest Shackletons store ekspedition i Antarktis. Målet var at blive den første til at krydse den enorme iskappe.

Den tidligere oberstløjtnant havde gået gennem snestorme i 44 frostgrader, da han fuldstændig udmattet måtte opgive at flytte sit telt, skriver The Guardian.

Han døde søndag ifølge avisen.

Ernest Shackletons ekspedition sluttede, da hans skib Endurance blev fanget af isen og sank i 1915.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS