Brandfolk på farlig mission i Sverige
Tirsdag morgen kl. 9.10 gik turen fra Roskilde Lufthavn mod Sundsvall i Sverige for de tre brandfolk fra Avannaata Kommunia, der de kommende dage er en del af det danske bidrag til bekæmpelsen af de store skovbrande i Sverige.
Turen til Sverige foregik med et af forsvarets Hercules-fly.
- Brandfolkene fra Avannaata skal indsættes i Ljusdal Kommune i Dalarne nordvest for Stockholm, hvortil de forventes at ankomme midt på eftermiddagen dansk tid, fortæller brigadechef Peter Kaas-Claesson fra det danske beredskab.
Udetoneret ammunition
Ljusdal kommune er særlig hærget af skovbrande – og blandt andet en brand i et stort militært øvelsesområde byder på mange udfordringer på grund af udetoneret ammunition.
De tre grønlandske brandfolk ankom i weekenden til Danmark fra Grønland.
- Vi har kun medbragt vore indsatsdragter. Al andet udstyr får vi fra det danske beredskab, fortæller Lars Kristiansen fra Upernavik.
Briefing
Grønlænderne mødtes mandag aften med den 60 mand store indsatsstyrke til en grundig briefing om forholdene i Sverige – og tirsdag morgen gik turen så til Sverige.
Svenskerne har også fået hjælp af vejret. I weekenden faldt der en del regn i Sverige.
- Weekendens regnvejr har bidraget til, at situationen er kommet yderligere under kontrol. Så det går den rigtige vej, selv om der fortsat er meget arbejde for både os og svenskerne, siger Peter Kaas-Claesson.
Den danske indsats i Sverige er på nuværende tidspunkt forlænget frem til den 5. august. Det anslås, at op mod 200 danske brandfolk - og altså tre fra Grønland - vil have været indsat i Sverige, når indsatsen afsluttes.
En tak for sidst
Den grønlandske indsat er en tak for den store hjælp, som de andre nordiske lande ydede, da Uummaannaq-området sidste år blev ramt af en tsunami efter et jordskred.