Børn og unge

Børn kan nu på mobilen lære om deres rettigheder

MIO har lavet en app, som skal hjælp børn

Offentliggjort

MIO har netop lanceret en gratis app om børns rettigheder. App’en skal gøre det sjovt og nemt for børn at lære om deres rettigheder via iPad og smartphones.

Børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen er glad for at kunne give børn muligheder for at søge information om deres rettigheder via medier, som de er glade for at bruge.

Hun skriver i en pressemeddelelse:

- Vi fik idéen til at lave en app om børns rettigheder i forbindelse med, at flere kommuner har givet iPads til brug i folkeskole og børnehaver. Der findes desværre ikke mange app’s på grønlandsk, og derfor synes vi, at det var oplagt at lave en app om børns rettigheder, som kan bruges blandt andet i undervisning for eksempel i faget personlig udvikling.

Grønlandsk og dansk version
App’en findes både i en grønlandsk og en dansk version og indeholder blandt andet information om FN’s Børnekonvention i en børnevenlig udgave, information om Børnerettighedsinstitutionen MIO samt informationer om, hvor børn kan søge hjælp både lokalt og landsdækkende, hvis deres rettigheder bliver krænket eller de har brug for hjælp.

Der er for eksempel oplysninger om, hvordan børn kan kontakte MIOs SMS-rådgivning 1899.

MIO håber, at app’en vil blive flittigt brugt både af børn og voksne. MIO har sendt brev ud til skolerne og opfordret dem til at hjælpe eleverne med at få app'en downloadet og til at bruge den aktivt i undervisningen.

App´en er tilgængelig for iPhone og Android brugere. Den kan også downloades til iPad ved at vælge 'kun iPhone' i øverste kolonne til venstre.

Powered by Labrador CMS