glidende overgang

Børn bliver forberedt på skolen

Et nyt projekt i Ittoqqortoormiit skal give børnene i den østgrønlandske by en glidende overgang fra daginstitution til skole

Arkivfoto fra Nuuk af første skoledag
Offentliggjort

Projekt Skoleparathed.

Det er navnet på et projekt, hvor de ældste børnehavebørn i Ittoqqortoormiits eneste daginstitution Paarsisor noget af ugen er på skolen Ejnar Mikkelsenila Aluarpia.

Allerede efter jul startede børnene med at komme på skolen to gange om ugen, og det er i løbet af året blevet til flere dage.

- Børnene lærer på den måde skolen og de voksne at kende, og de lærer også, hvordan det er at gå i skole. De lærer, at man skal vente på hinanden, og at man skal tage hensyn til hinanden, samtidig med at der naturligvis også er en faglig gevinst ved det tidlige skolebesøg, siger skoleinspektør Peter Mønster i en pressemeddelelse fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Ejnar Mikkelsenila Aluarpia har gennem de seneste par år forsøgt sig med at forberede eleverne på skolen på den måde.

- Al forskning viser, at de gør skolestarten meget lettere for børnene, siger Peter Mønster.

Syv elever starter i 1. klasse i Ittoqqortoormiit efter sommerferien.

Powered by Labrador CMS