Borgmester til Naalakkersuisut: Tag ansvar

Borgmester i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, Siumut, har også fået nok af de vejrfølsomme Bell 212-helikoptere

Nu har borgmester i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, S, nu også fået nok af Bell 212’erne. Foto.: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Nu går borgmester i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen nu også i sagen om den forringede flytrafik i Sydgrønland efter udfasningen af S-61’eren. Nu appellerer han til Naalakkersuisut om at gøre noget i sagen om den forringede flytrafik i Sydgrønland, siden helikoptertypen Bell 212 tog over S-61’eren ved årsskiftet.

- Det har ikke været andet end problemer med aflysninger, forsinkelser og problemer med fragt. Vi blev lovet, at alt blev som tidligere, når de nye helikoptere blev indsat, men virkelighedens verden har været helt anderledes. Kapaciteten er langt mindre, og helikopterne har vist sig at være meget mere vejrfølsomme end de gamle helikoptere. Masser af mennesker har været udsat for at sidde vejrfast siden da, og den trafikale betjening af hele Sydgrønland er berørt i et omfang som ingen havde fantasi til at forestille sig ville være tilfældet, siger Simon Simonsen.

Naalakkersuisut gået i skjul
- Hvis Nuuk, Sisimiut eller Ilulissat udelukkende var blevet betjent af disse små helikoptere, der kan medtage ni passagerer, og kun mindre mængder fragt ville der havde været en masse landspolitikere, der havde råbt om uacceptable forhold. Men når det er Sydgrønland har der været meget få landspolitikere på banen, mens Naalakkersuisut er gået i flyverskjul bag den indgåede servicekontrakt med Air Greenland, siger borgmesteren og tilføjer, at man ikke kan byde indbyggerne, gæsterne og turisterne de nuværende forhold.

Tag ansvar
Også beslutningsprocessen omkring en ny landingsbane i Qaqortoq eller ej får et par ord med på vejen.

- Hvorfor vedkender Naalakkersuisut og Inatsisartut sig ikke deres ansvar og træffer en afgørelse om opførelse af lufthavnen? Der ligger allerede metervis af rapporter på området. Da man talte om en ny havn i Nuuk, gik det anderledes hurtigt og uden problemer, siger borgmesteren i Kommune Kujalleq.

- Regionen står over for en kommende erhvervsudvikling, som vi risikerer bliver bremset med de nuværende trafikforhold. Hvem gider investere hundrede af millioner kroner i nye erhvervstiltag indenfor råstofsektoren, hvis man hverken kan komme frem eller tilbage, spørger Simon Simonsen og tilføjer:

- Naalakkersuisut kan ikke fortsætte med at behandle Sydgrønland ringere end i det øvrige land.

Powered by Labrador CMS