donation

Bog om indlandsisen giver 100.000 kroner til Nanu Børn

Overskuddet fra bogen 'Indlandsisen – 80 års klimaændringer set fra luften' går til udsatte børn i Grønland

Helikopter flyver over indlandsisen, Arkivfoto
Offentliggjort

Bogen 'Indlandsisen - 80 års klimaændringer set fra luften', der udkom sidste år, blev udgivet med den præmis, at overskuddet fra hver enkelt bog skulle doneres til den grønlandske børne- og ungeorganisation Nanu Børn, oplyser Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Nu er overskuddet gjort op til over 100.000 kroner og overdrages til Nanu Børn fredag den 5. juni ved et arrangement i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Bogen er udgivet af Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet og udspringer af et større forskningsprojekt om afsmeltningen af Grønlands indlandsis og gletschere.

Give tilbage til samfund
- Udforskningen af Grønland har gennem mange år stået centralt i de danske universiteters arbejde, hvilket har skabt ny viden om både det grønlandske samfund og den grønlandske natur.

- Klimaforandringerne er særligt markante i den henseende, og en central målsætning i arbejdet er, at der i både Danmark og i Grønland opbygges viden og faglige kompetencer på områder, så det grønlandske samfund får bedst mulig gavn af forskningen.

- Når vi vælger at donere overskuddet fra bogen til Nanu Børn, så er det en forlængelse af den tanke, at vi skal give tilbage til det samfund, vi arbejder i. Det gælder ikke kun for vores forskningsarbejde og behovet for vidensdeling. Vi har også et socialt ansvar, siger professor Kurt H. Kjær, fra Statens Naturhistoriske Museum og redaktør på bogen.

Powered by Labrador CMS