råstoffer
Berlingske: Ingen oliejagt i de kommende år
Der vil gå fire til seks år, før det norske olieselskab Statoil borer efter olie i Grønland
Statoil, der har flere licenser til olieefterforskning flere steder i Grønland, tøver nu med at bore efter olie ved Grønland. Selskabet vil først se store oliefund ved Grønlands vestkyst, inden de tager stilling til, om de vil bore efter olie, skriver Berlingske Business.
Der er ingen planer for olieboring i grønlandske farvande i år. Fristen for at udnytte licenser til olieefterforskning udløb i februar, og ingen olieselskaber har søgt om at bruge deres licens i år.
Der vil gå fire til seks år, før norske Statoil borer efter olie i Grønland, skriver Berlingske Business.
Mange års pause
Nu ligger det tilmed fast, at norske Statoil ikke har foreløbige planer om at bore efter olie ved Grønland.
- Vi har så stor succes med at finde olie og gas andre steder i Arktis, hvor vi øjeblikket bruger vores penge og koncentrerer kræfterne. Derfor føler vi ikke noget behov for at fremskynde nogen proces i Grønland. Mens vi bl.a. har fokus på Barentshavet, går der mange år, før der bliver produktion af olie i Grønland, siger Statoils efterforskningschef for Grønland og Færøerne Runí M. Hansen til Berlingske Business.
Seneste prøveboring efter olie ved Grønland skete i 2011, hvor Cairn Energy fra Scotland borede efter olie flere steder uden held.
Flere internationale selskaber har licens til olieefterforskning i Nordgrønland og Nordøstgrønland. Statoil vil først se andre selskabers resultater, inden de borer efter olie.
- Jeg tør slet ikke give et gæt på, hvornår olieboringerne kan begynde. Hvis man finder noget, må det være meget stort, for det koster meget at udvikle og producere fra feltet. Det er ikke nok bare at finde olie, men fundet skal være stort, siger Runí M. Hansen.