Air Greenland
Atlantflyver serverer myter og nyt madkoncept
Den store Danmarksflyver, der forbinder Grønland med Danmark, er tilbage i drift efter flere uger, hvor den er blevet frisket op, så de flyrejsende nu vil få en helt særlig oplevelse.
Air Greenlands store Airbus-flyver, Norsaq, har fået dekoreret væggene i kabinen med grønlandske myter, der er installeret nyt stemningslys og nykomponeret boarding musik, som tematiserer over oplevelsen af en ishule, fremgår det af en pressemeddelelse fra luftfartsselskabet.
Nyt underholdsningssystem
- I lyset er der leget med farverne fra den gulorange midnatssol og isens blå og turkisgrønne nuancer. I løbet af 2018 vil der ligeledes komme nyt entertainment system i hele kabinen, oplyser Air Greenland.
Formålet har været at forstærke oplevelsen af, at man træder ind i et fly, der har en helt særlig tilknytning til Grønland.
Nyt madkoncept
Flyselskabet har desuden besluttet at afprøve et nyt madkoncept de næste to måneder. Væk er bakken med den varme mad. I stedet får de rejsende servret en sandwich, en frugt og en muslibar og en kage til kaffen.
Serveringen vil ske i en pose, så det er lettere selv at bestemme, hvornår man vil spise.
- En anden del af det nye madkoncept består af specialproduceret rugbrødssnack med vilde kvan fra Grønland, som erstatter de nuværende pretzel. Bolcherne på indenrigsruterne udskiftes også med specialproduceret kvanbolcher, oplyses det.
Kundeundersøgelse
Flyselskabet er ganske godt klar over, at maden er en vigtig del af flyrejsen.
- Vi beder vore rejsende om deres vurdering af det nye madkoncept. Viser undersøgelsen, at kunderne foretrækker det gamle koncept, går vi tibage, forsikrer kommerciel direktør Maliina Abelsen.