Atassut vil have pris på Pituffik
Hvad tjener Danmark på at leje militærbasen ud til USA, spørger Atassut.

Danmark skal spille med åbne kort om Pituffik, lyder det fra Atassuts landstingsmedlem Kristian Jeremiassen i begrundelsen for en række §36-spørgsmål til landsstyret.
Kristian Jeremiassen mener, at samfundet »bør have indsigt i de økonomiske fordele, der er for USA og Danmark der er forbundet med den moderniserede forsvarsaftale samt de øvrige samarbejdsaftaler, der er mellem Grønland, Danmark og USA.«
– Ligeledes bør vi have vished om Danmark direkte tjener penge på at udlåne Pituffik som militærbase til amerikanerne, skriver Kristian Jeremiassen.
Kristian Jeremiassen mener ikke, det er i orden hvis Danmark låner Pituffik gratis ud. I stedet synes atassutteren, at det bør overvejes om et lån af området fremover skal betales direkte til Landskassen.