Atassut-formand vil vente med forklaring
Kim Kielsen overraskede ikke mindst Atassut-formanden Siverth K. Heilmann, da Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen tirsdag oplyste, at Atassut havde trukket sig fra koalitionen.
Det var Atassuts plan, at den meddelelse først skulle offentliggøres i morgen onsdag, hvilket man oplyste Kim Kielsen i går aftes.
Hvad er begrundelsen for at trække jer fra koalitionen?
- Jeg vil ikke svare nu. Du bliver nødt til at vente. Vi skal først have holdt et gruppemøde, oplyser Siverth K. Heilmann til Sermitsiaq.AG, da politikerne i Inatsisartut-salen holdt en pause.
Blev taget på sengen
Der er ingen tvivl om, at Kim Kielsens skridt om at meddele Atassuts beslutning i dag har overrasket Atassut-medlemmerne, som i et år har siddet i koalition med Kim Kielsen i spidsen.
- Jeg skal love dig, at når vi har holdt gruppemøde, så vil jeg fortælle dig om hele baggrunden for vores beslutning, oplyser Siverth K. Heilmann, der ikke længere er naalakkersuisoq for miljø.
Beslutningen får den konsekvens, at Aqqaluk Heilmann og Bentiaraq Ottosen som stedfortrædere må udtræde af Inatsisartut og overlade pladsen til de to tidligere naalakkersuisoq Aqqalu Jerimiassen og Siverth K. Heilmann.
Næstformand Qulutannguaq Berthelsen oplyser i en pressemeddelelse, at det har været dyrt for partiet at sidde i koalitionen.