Ittoqqortoormiit
Asii inviterer til borgersamtaler i Ittoqqortoormiit
Der kan være langt til en samtale med sin borgmester, når man bor i Ittoqqortoormiit. På mandag kan borgerne imidlertid mødes med Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq. Hun er nemlig rejst til Østgrønland
- Mange glemmer, at Kommuneqarfik Sermersooq består at fire meget forskellige byer og ikke kun Nuuk. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg får mulighed for at møde de borgere, der ikke bare kan henvende sig på rådhuset, når de har noget på hjertet.
Sådan siger Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, der er rejst til Ittoqqortoormiit for at mødes med borgerne.
Det sker både ved et regulært borgermøde, men derudover kan man mødes med borgmesteren til en personlig samtale.
Borgermødet er mandag, og der er to emner på programmet. Borgerne i kommunens nordøstlige by skal informeres om kommunes helhedsplan for byen og om planerne om at indføre lokalråd i kommunen. Lokalrådene er netop tænkt som et talerør for de borgere, der i dag synes der er meget langt til rådhuset.
Asii Chemnitz Narup ankom onsdag, og hun har udover borgermødet møde med den politiske følgegruppe for Ittoqqortoormiits helhedsplan og de to lokale kommunalbestyrelsesmedlemmer, Erling Madsen og Charlotte Pike.
Desuden skal hun mødes med erhvervslivet, turistoperatører, byens lufthavnsgruppe og skoleinspektøren. Programmet byder også på et besøg på indhandlingsstedet, ældrekollektivet og Piareersarfik.