Årets anden miljøpris er uddelt

Karl Lynge fra Ilulissat har fået tildelt Selvstyrets Natur- og Miljøpris for 2012 i kategorien 'Affaldsfri Natur og Miljø'

Under en sammenkomst fredag den 18. januar overrakte medlem af Naalakkersuisut Anthon Frederiksen Grønlands Selvstyres Natur- og Miljøpris for 2012 til Karl Lynge. Foto: Martin Schiøtz
Offentliggjort

Selvstyret har siden 2004 tildelt Natur- og Miljøprisen til personer, institutioner eller organisationer, der som foregangsmænd og ildsjæle er med til at løfte natur- og miljøbevidstheden hos os alle, eller som med deres projekter yder en konkret indsats for at forbedre miljøet i Grønland.

- Hvor mange, der får tildelt prisen er forskelligt fra år til år. Men i år er det fastlagt, at fire personer får prisen, forklarer medlem af Naalakkersuisut for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat.

Stadig to miljøpriser til uddeling
I sidste uge gik samme pris til Ane Marie Olrik fra Qeqertarsuaq, og denne gang har Karl Lynge fra Ilulissat fået tildelt miljøprisen. Dermed er der stadig to personer, som skal tildeles denne pris for 2012.

Under en sammenkomst overrakte medlem af Naalakkersuisut Anthon Frederiksen Grønlands Selvstyres Natur- og Miljøpris for 2012 til Karl Lynge.

I sin begrundelse for tildeling af prisen til Karl Lynge sagde Anthon Frederiksen blandt andet:

- Karl Lynge, pensionist, har gennem mange år sørget for renholdelsen af Ilulissat by. Han har altid samlet affald, uanset om han er på arbejde eller ej. Karl Lynge gør stadig rent i byen og har stor betydning for Ilulissat. Karl Lynge er en ildsjæl, og hans store indsats for at forbedre naturen og miljøet, som han har ydet gennem mange år, bør påskønnes.

Med Selvstyrets Natur- og Miljøpris for 2012 følger der en check på 10.000 kroner.

Powered by Labrador CMS