Anna debatterer kondomer og abort

Demokraternes Anna Wangenheim lægger den enkeltes seksuelle adfærd op til debat. Hvem skal betale hvad, og hvad kunne pengene bruges til?

Offentliggjort

Demokraternes Anna Wangenheims debatoplæg om de 900 uønskede graviditeter der afbrydes årligt, har i den grad startet en til tider ophedet debat på de sociale medier.

Selv er debatstarteren positivt overrasket over den store interesse i emnet, som ellers ikke er nyt debatemne i Grønland.

- Jeg finder debatten nødvendig for at vi kan finde politiske og samfundsmæssige løsninger til at knække aborttallet. Alt for mange bruger abort som prævention, og det skal vi sammen med den enkelte ændre, siger Anna Wangenheim til Sermitsiaq.AG og påpeger, at den uhensigtsmæssige seksuelle adfærd også øger risiko for kønssygdomme.

Abortlov - også for mænd

Hun mener, at Grønland bør hjemtage abortloven fra 1975 og tilpasse den, så der er mere medansvar i samfundet.

- Der skal to personer til en graviditet opstår. Derfor bør der også være mere fokus på mandens rolle og ret i den uønskede graviditet. Manden skal også inddrages i sådanne sager, så der opstår mere medansvar fra begge parter, siger hun.

Hun understreger, at mandens ret i den forstand ikke skal forstås som, at kvindens ret til egen krop skal nedprioriteres. Men at mandens rolle skal synliggøres, når man snakker om abort og forebyggelse.

Træk i håndbremsen

Omkring 900 aborter om året koster Selvstyret og dermed samfundet 9 millioner kroner årligt.

Wangenheim, der selv er uddannet sygeplejerske og tidligere Naalakkersuisoq for Sundhed, mener, at det er på tide at trække hårdt i håndbremsen, så aborttallet ikke eskalerer.

- Vi kan allerede se i generationsskiftet, at flere kvinder på tværs af generationer får op til flere aborter. Vi må trække i håndbremsen og se på forebyggelsesmuligheder, for lige nu er abort mindre tabuiseret end kondomer, siger Anna Wangenheim.

- Vi skal som samfund spørge os selv, hvordan kan vi nedbringe aborttallet?

Frem med kondomerne

Antallet af aborter har de seneste år ligget stabilt lige under 1.000 om året trods mange indsatser for forebyggelse af abort. Demokraternes Wangenheim mener blandt andet, at kondomer bør være mere synlige i blandt andet cafeer, barer og restauranter.

- Tilgengængelighed er altafgørende. Folk sidder jo ikke i barer lørdag klokken 3.00 og tænker ”jeg skal ned til sundhedsvæsenet og hente kondomer på tirsdag”. Forebyggelse bør følge den seksuelle lyst, siger hun.

Hun understreger, at Demokraatit ikke går ind for brugerbetaling ved abort, men understreger at pengene til abort kunne bruges langt bedre i sundhedsvæsenet, hvis forebyggelsen kunne nedbringe aborttallet.

Inuiaqatigiit atoqatigeeriaaseqarnerit akiligassarissavaa? (Oqallitsitsiniaanermik tunngaveqartumik...

Slået op af Anna Wangenheim i Lørdag den 6. marts 2021
Powered by Labrador CMS