Alkoholafvænning får skarp lægekritik

Trods et enormt stor antal danske alkoholikere er sundhedsstyrelsens nye krav til alkoholbehandlingen alt for slappe, mener Lægeforeningen.

Hver femte dansker har alkoholproblemer. Danskerne er nogle af de mest tørstige i verdenen. Foto: AP
Offentliggjort

Med over 500.000 danskere med et sundhedsskadeligt forhold til flasken er Sundhedsstyrelsens nye regler for alkoholbehandling alt for slappe.

Det mener Lægeforeningen efter, at Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort nye retningslinjer for godkendelsen af alkoholbehandlingssteder. Reglerne kommer efter flere eksempler på tvivlsom eller kritisabel alkoholbehandling.

Samtidig mener Sundhedsstyrelsen, at den kommunalt finansierede alkoholbehandling er præget af alt for mange aktører. Når borgerne desuden har frit valg og er sikret anonymitet i alkoholbehandlingen, så stiger behovet for, at kommunen, som betaler for behandlingen, også har sikkerhed for, at behandlingsstedet er godkendt og kvalificeret.

Men det nye udspil fra Sundhedsstyrelsen sikrer ifølge Lægeforeningen på ingen måde en ordentlig alkoholbehandling i Danmark, selvom vi er blandt de lande, der drikker allermest.

Lægerne efterlyser obligatoriske krav til behandlingens kvalitet og mener, det er uheldigt, at kommunerne frit kan selv vælge, hvor de vil lægge niveauet, når de godkender behandlingsstederne.

- Der er i høj grad brug for kvalificeret og effektiv alkoholbehandling. Behandlingsstederne kan lade sig inspirere af vejledning men uden faste krav om for eksempel ansættelse af sundhedsfagligt personale, siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens Forebyggelsesudvalg og fortsætter:

- Kontrollen består blot i at tjekke, om behandlingsstedet selv angiver de nødvendige oplysninger. Det er ikke godt nok.

Der har været flere uheldige eksempler på, at alkoholbehandlingssteder har tilbudt behandling uden at skulle dokumentere den faglige kvalitet.

Lægeforeningen efterlyser derfor landsdækkende og forpligtende krav til alkoholbehandlingen og løbende kontrol. Samtidig skal alkoholbehandling tænkes sammen med psykiatriske tilbud da .

Omkring halvdelen af de personer, som har alkoholproblemer, har også psykiske lidelser, som gør det svært at komme ud af misbruget.

- Ingen af disse helt afgørende krav til behandlingen er blevet opfyldt. Det betyder, at bolden nu ligger hos kommunerne. Det er op til dem hver især at tage hånd om en meget sårbar gruppe. Lægeforeningen håber, at de kan leve op til ansvaret, siger Jette Dam-Hansen.

Kommunernes Landsforening mener til gengæld, at de nye retningslinjer er et godt afsæt til at slippe af med tvivlsomme behandlere.

- Vi har selv efterlyst bedre regler, fordi vi har set eksempler på, at behandlingen hos nogle private behandlere har været for dårlig. Vi er glade for de nye regler, som vi mener vil sikre, at ikke enhver kan slå sig ned som alkoholbehandler, siger formanden for social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, Anny Winther (V).

Ifølge Sundhedsstyrelsens egne tal har 585.000 danskere et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 er afhængige af alkohol. 122.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer.

Det skriver Ritzau

Powered by Labrador CMS