svar på tiltale
Aleqa: Vi beordrede ikke Hardenberg-ansættelse
Med korte svar afviser Aleqa Hammond, at Naalakkersuisut skulle have meddelt Bedømmelsesudvalget, at Svend Hardenberg skulle ansættes som departementschef
Det er en kortfattet formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut, som nu svarer medlem af Inatsisartut for Demokraterne Jens B. Frederiksen, som har stillet kritiske spørgsmål om Naalakkersuisuts mulige indblanden i ansættelsen af Svend Hardenberg som departementschef i Formandens Departement.
Således skriver Hammond, at ’det ikke er korrekt’ i svaret på spørgsmålet, ’om det er korrekt, at Naalakkersuisut gav en klar besked til ansættelsesudvalget (formelt Bedømmelsesudvalget, red.) om, at Svend Hardenberg skulle indstilles til stillingen som departementschef for Formandens Departement?’
På spørgsmålet, ’om det er korrekt, at det fire mand store ansættelsesudvalg i første omgang vragede Svend Hardenberg og pegede på to andre egnede kandidater, da stillingen som departementschef i Formandens Departement skulle besættes?’, svarer Aleqa Hammond:
- Det kan oplyses, at diskussioner og overvejelser i Bedømmelsesudvalget er omfattet af tavshedspligt og offentliggøres derfor ikke.
- Det kan bekræftes, af formanden for Naalakkersuisut opfordrede Svend Hardenberg til at søge stillingen som departementschef i Formandens Departement, skriver Naalakkersuisut-formanden i et tredje svar, inden hun afviser følgende to spørgsmål med et ’det er ikke korrekt’:
'Hvad er årsagen til, at Naalakkersuisut valgte at blande sig i ansættelsesprocessen?'
og
'Hvad er årsagen til, at Naalakkersuisut bevidst valgte at tilsidesætte anbefalingerne fra ansættelsesudvalget?'