Aleqa: Mat nytårstale af Kuupik

Siumuts partiformand er skuffet over formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleists nytårstale, som hun betegner som generel og mat

Siumut-formand Aleqa Hammond indser nu, at hendes bramfrie ytring om Kuupik Kleists og Ove Karl Berthelsens koner var uklogt. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Aleqa Hammond var spændt på Kuupik Kleists, IA, sidste nytårstale som formand for Naalakkersuisut i denne valgperiode.

Men grundlæggende synes hun, at talen var mat og lød som en fortsættelse af 2012-nytårstalen.

- Hans tale var generel og blottet for wow-effekt. Jeg havde regnet med mere storhed, eftersom det var hans sidste tale som landets øverste leder i denne valgperiode. Men han har valgt, som han har, og det respekterer jeg, men jeg savnede at høre statsmandstalen, siger Aleqa Hammond, der tilføjer, at man skal huske på, at det ikke kun var Kuupik Kleist der holdt tale, men at det var landets førende leder, der talte til folket, og at hans tale burde binde landet sammen med optimisme, fællesskab og håb for et bedre 2013.

Læs "Kuupik: Et skelsættende år"

Ros til Kuupik Kleist
Visse dele af nytårstalen er hun dog enig i.

- Det han havde at sige om den yngre og ældre del af befolkningen og om at drage omsorg for den del af befolkningen, var jeg meget enig i. Og så er jeg enig i, at vi er nødt til at gøre noget for at få indtægter til landet for at få en selvbærende økonomi, siger Aleqa Hammond, der samtidig hæfter sig ved, at landets leder først nævnte landets hovederhverv, fiskeriet, sent inde i talen.

- Dette viser, hvor fiskeriet står i prioriteringslisten i hans regering, som han står i spidsen for. Fiskerne og fangerne fyldte ikke noget i talen, hvor jeg mener, at det er en god anledning til at takke for deres store indsats, som er bærende i landets økonomi, siger Aleqa Hammond og fortsætter:

- Kuupik nævnte først landets hovederhverv et godt stykke inde i talen, på trods af at det er landets største indtjeningskilde. Han nævnte ikke den massive kritik, der har været af fiskeriaftalerne og demonstrationerne fra fangerne og fiskerne. Som statsmand burde han udvise storhed ved at vise og udtrykke, at han også lytter til sine kritikere. I det tilfælde sagde han intet om alle demonstrationerne i årets løb, og om han lyttet til, hvad demonstranterne havde på hjerte, siger Aleqa Hammond til Sermitsiaq.AG.

For meget fokus på politikere
Derudover mener Aleqa Hammond, at Kuupik Kleist brugte for meget tid på at snakke om politikere og tonen i debatterne:

- Hans blik var rettet mod de folkevalgtes tone fremfor mod folket. Han skal kunne tåle kritik som leder, men her lyder det mere, som om at han har travlt med at forsvare sig selv. Det synes jeg ikke er på sin plads at bruge tid på i en nytårstale. En nytårstale skal rettes til folket og skabe en følelse af, at man har en leder, som er åben for ris og ros, og som kan tage det som en statsmand.

- Han skal skabe en følelse af sammenhørighed og fællesskab med talen, og det følte jeg ikke, at han gjorde, siger Siumuts partileder og slutter af med, at hun ønsker Kuupik Kleist et godt nytår, og at han kan regne med, at oppositionspartiet Siumut vil fortsætte med at have en god samarbejdsånd fremover.

Powered by Labrador CMS